Fyringer i Novo Nordisk rammer nu ansatte i produktionen
Novo Nordisk skal fyre 5000 ansatte i Danmark. Hos ingeniørforeningen, IDA, har 60 medlemmer henvendt sig.
Der bliver delt fyresedler ud hos Novo Nordisk i disse dage, og nu er det medarbejdere i produktionen, som står for skud.Det bekræfter ingeniørforeningen, IDA, som samlet har cirka 7000 medlemmer, som arbejder i Novo Nordisk - herunder i produktionen.
- Vi kan bekræfte, at fyringsrunden rammer produktionen i Novo Nordisk i disse dage. IDA's rådgivning får løbende henvendelser fra medlemmer, der er blevet ramt af fyringerne, siger Malene Matthison-Hansen, som er forperson for Ansattes Råd i IDA, i et skriftligt svar.
IDA oplyser, at der samlet set er omkring 60 medlemmer, som har henvendt sig til fagforeningen for at få rådgivning. Man forventer, at antallet vil stige yderligere i de kommende dage.
Samlet har Novo Nordisk varslet, at man vil fyre 9000 medarbejdere på globalt plan. Heraf skal 5000 fyres i Danmark, hvor selskabets hovedkontor og flere produktionsfaciliteter ligger.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) har tidligere oplyst til Berlingske, at det er det højeste antal fyringer fra en enkelt virksomhed på dansk grund siden 2007, hvor man begyndte at registrere den slags.
Afskedigelserne skal spare selskabet for omkring otte milliarder kroner om året.
Presseafdelingen hos Novo Nordisk har tidligere understreget over for Berlingske, at fyringerne ikke kommer til at påvirke produktionen af Wegovy og Ozempic.
Fra direktør i fagforeningen Pharmadanmark Susie Stærk Ekstrand lyder det, at henvendelserne kommer fra mange afdelinger, og at der kan være en vis forsinkelse.
Derfor kan hun ikke sige noget om, hvilke dele af Novo Nordisk, der bliver ramt af fyringerne i dag. Men generelt er der flere og flere, som henvender sig, lyder det.
- Vi har de seneste uger oplevet et stigende antal henvendelser - særligt siden i sidste uge, hvor afskedigelserne gik i gang, siger Susie Stærk Ekstrand i et skriftligt svar.
Pharmadanmark oplyser ikke, hvor mange henvendelser, man har fået fra medlemmer i forbindelse med fyringer i Novo Nordisk.
/ritzau/