Ambu-aktien stryger til vejrs efter ny vækstmålsætning

1. OKT 2025 • 10:23ERHVERV/POLITIK

Ambu-aktien stiger med ni procent onsdag morgen, efter at selskabet har fremlagt højere vækstforventninger.

Ambu-aktien har haft det svært det seneste år, men onsdag sparker investorerne nyt liv i aktien, der handles ni procent højere end dagen forinden.

Det sker, efter at selskabet i forbindelse med sin kapitalmarkedsdag har præsenteret en ny og mere ambitiøs målsætning for væksten de kommende år.

Ambu forventer nu at hæve den organiske vækst med mellem 11 og 13 procent hvert år frem mod 2030.

Det er noget mere end den hidtidige målsætning frem mod 2028, der lød på en vækst på mindst ti procent.

- Der er ingen tvivl om, at det er ambitiøse vækstmål. Det er ikke nemt at vokse tocifret per automatik de kommende fem år, siger Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Organisk vækst er omsætning fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

Prognosen for det igangværende regnskabsår, 2024/25, er uændret.

Ambu producerer medicinsk udstyr til hospitaler og redningstjenester som for eksempel endoskoper, elektroder og apparater til patientovervågning og genoplivning.

Det er særligt endoskopiforretningen, som Ambu forventer skal trække vækstlæsset.

- I dag udgør engangsendoskopi 3-4 procent af det globale endoskopimarked.

- Det forventes at vokse med mere end 20 procent årligt, understøttet af en underliggende vækst i endoskopiprocedurer og især en fortsat konvertering fra genanvendelige endoskoper til engangsendoskoper, lyder det i meddelelsen fra selskabet.

Ambu, der ledes af administrerende direktør Britt Meelby Jensen, er en del af C25-indekset, der onsdag stiger med 0,9 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT