Spotify-topchef træder tilbage og bliver bestyrelsesformand
Svenske Daniel Ek stiftede Spotify i 2006, men overgår til at være bestyrelsesformand fra årsskiftet.
Musiktjenesten Spotifys stifter, svenske Daniel Ek, træder tilbage fra sin rolle som selskabets direktør.I stedet overgår han til en rolle som Spotifys bestyrelsesformand 1. januar 2026, oplyser musiktjenesten i en pressemeddelelse.
Daniel Ek stiftede Spotify i 2006 sammen med Martin Lorentzon.
I 2008 blev platformen lanceret i Finland, Frankrig, Norge, Sverige og Tyskland som de første lande.
Alex Norström og Gustav Söderström bliver i fællesskab nye topchefer for selskabet. De to har sammen med Ek ledet Spotify i de seneste år.
- I løbet af de sidste par år har jeg overdraget en stor del af den daglige ledelse og strategiske retning af Spotify til Alex og Gustav, som har formet virksomheden fra vores tidligste dage og nu er mere end klar til at lede os ind i vores næste fase, siger Daniel Ek i pressemeddelelsen.
Som bestyrelsesformand vil Daniel Ek "udstikke retningslinjer for Spotifys langsigtede fremtid" og yde "støtte og vejledning" til virksomhedens ledende medarbejdere, lyder det.
Som barn lærte Daniel Ek sig selv at kode på sin første computer. Som 13-årig tjente han op mod 50.000 dollar om måneden på at lave hjemmesider.
Efter stiftelsen af Spotify i 2006 gik selskabet officielt i luften to år senere. I 2018 blev Spotify børsnoteret til en markedsværdi på 23,5 milliarder dollar på børsen i New York.
Børsnoteringen gav Daniel Ek en samlet formue på 2,4 milliarder dollar, hvilket dengang svarede til 14,4 milliarder kroner.
Historien bag Daniel Ek og Spotify har både bragt inspiration til bogen "Spotify Untold" fra 2021 og Netflix-serien "The Playlist" året efter.
2024 blev det første år, hvor Spotify kom ud af året med plus på bundlinjen. Her tjente selskabet 1,14 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 8,5 milliarder kroner.
Året før lød underskuddet på lidt over en halv milliard euro eller næsten fire milliarder kroner.
Spotify havde ved udgangen af første kvartal i år 268 millioner betalende brugere og overordnet 678 millioner aktive brugere.
De brugere er fordelt på mere end 180 lande, hvor Spotify er tilgængelig.
Driftsresultatet endte i samme kvartal på 509 millioner euro - svarende til 3,3 milliarder danske kroner.
Resultatet på 509 millioner euro var rekordstort og var 203 procent højere end samme kvartal i 2024. Her endte Spotify med et driftsoverskud på 168 millioner euro.
/ritzau/