Over halvdelen af værnepligtige mænd blev erklæret uegnede i 2023
Under de skrappere regler i 2023 blev 59 procent af de indkaldte unge mænd vurderet uegnede til værnepligt.
Over halvdelen af værnepligtige mænd blev erklæret uegnede i 2023.Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik om værnepligt.
I 2023 blev 15.300 unge mænd vurderet egnede til værnepligt. Det svarer til 41 procent af de indkaldte.
For ti år siden, i 2013, lå tallet på 19.400, hvilket svarede til 52 procent.
1. juli 2025 blev kriterierne for at blive erklæret egnet lempet. Analysen beskriver således udviklingen med de tidligere og mere restriktive kriterier.
Det var også først fra 1. juli, at kvinder blev omfattet af værnepligt. Derfor fokuserer analysen primært på mænd.
Det fremgår dog, at 2700 kvinder blev sessionsbehandlet i 2023. Her blev 64 procent erklæret egnede - en stigning fra 61 procent i 2013.
Analysen undersøger også en række karakteristika, som har betydning for bedømmelse af egnethed hos Forsvaret. Et af disse er psykisk helbred.
I 2013 havde 13 procent af de uegnede indløst en recept på medicin mod psykiske lidelser. I 2023 var tallet steget til 16 procent.
- Andelen af de uegnede, som har indløst recepter på psykofarmaka, kan være interessant, i forbindelse med at Forsvaret har ændret på egnethedskriterierne, så det nu er nemmere at blive erklæret egnet end før, hvis man for eksempel har ADHD, siger Magnus Nørtoft, specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Helbredskravene for både ansatte i militæret og værnepligtige er blevet lempet.
Det gælder blandt andet visse psykiske diagnoser, herunder ADHD, ADD og angst.
Det fremgår dog af Forsvarets hjemmeside, at man generelt skal være psykisk rask og robust. Det vil altså være en individuel helbredsvurdering.
Kravene er også blevet lempet i forhold til fysiske helbredsforhold som lettere grad af astma, visse former for allergi og diabetes.
Derudover er højdekravene fjernet på de fleste værnepligtsuddannelser, og BMI anvendes nu kun som en vejledende faktor.
Værnepligten er samtidig blevet forlænget. Hvor den generelle grunduddannelse i hæren tidligere varede fire måneder, bliver den fra februar 2026 udvidet til 11 måneder.
Fra 2022 til 2024 har alle værnepligtige enten været frivillige mænd eller kvinder, der selv har valgt at gennemføre uddannelsen.
/ritzau/