EU's største virksomheder kræver færre regler på københavnsk stormøde
28 virksomheder vil lukke investeringshul til USA, hvis EU gennemfører reformer for styrket konkurrencekraft.
28 af de største virksomheder i EU er klar til at øge deres investeringer i Europa med 50 procent frem mod 2030. Men kun hvis EU leverer reformer, som kan styrke Europas konkurrencekraft og sikkerhed.Sådan lyder det i en erklæring, som de 28 selskaber har leveret til EU-ledere onsdag i Industriens Hus i København.
Det er den danske statsminister, Mette Frederiksen, EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, den franske præsident, Emmanuel Macron, og premierminister i Polen Donald Tusk, som onsdag modtager erklæringen fra virksomhederne.
Listen fra de 28 virksomheder med krav til EU har fem overordnede punkter. De handler om færre og mere enkle regler, øget incitament til investering, billigere energi, en stærkere forsvarsindustri og teknologisk modstandsdygtighed
Virksomhederne, som blandt andet tæller Novo Nordisk, Mærsk, Ørsted og en række forsvarsvirksomheder, vil have EU til at fjerne og simplificere eksisterende lovgivning. Det gælder blandt andet lovgivning, som overlapper eller er modstridende.
Hvis EU-politikerne gør, som virksomhederne foreslår, vil virksomhederne kvittere med øgede investeringer i Europa, lyder det.
Forud for mødet har DI lavet en analyse, der viser, at EU siden årtusindskiftet samlet set har investeret for 4800 milliarder euro mindre, end hvis EU havde haft samme investeringskvote som USA.
Og hvis gabet skal indhentes, så skal de årlige investeringer løftes med cirka 800 milliarder euro over de næste seks år.
I den såkaldte Draghi-rapport advarede den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi sidste år også om, at EU sakker bagud i forhold til Kina og USA.
Hvis alle store europæiske virksomheder matcher investeringerne fra de 28 selskaber, kan det hul blive lukket, lyder det.
/ritzau/