Danmark vil fortsat forsøge at få Ukraine med i EU trods ungarsk nej

2. OKT 2025 • 09:02UDLAND

Ungarn blokerer for, at EU formelt kan åbne forhandlingsområder med Ukraine, men Danmark vil finde en vej.

EU bør fortsætte arbejdet med at gøre Ukraine klar til EU - også selv om EU ikke formelt kan åbne de enkelte områder i forhandlingerne med Ukraine.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til mødet i Det Europæiske Politiske Fællesskab torsdag i København.

Udmeldingen kommer, efter at Ungarn på onsdagens uformelle EU-topmøde fastholdt sit nej til at åbne forhandlingsområder med Ukraine.

- Ungarn blokerer, og det er ikke let at få ophævet, for det er en rettighed, som medlemslandene har, siger Mette Frederiksen.

EU's præsident, António Costa, forsøgte sig onsdag med et forslag om at ændre EU's regler for optagelsesforhandlingerne.

Costa foreslog, at det kun skulle kræve kvalificeret flertal blandt EU-landene at åbne et forhandlingsområde. Dermed kunne man komme uden om, at Ungarn blokerer for Ukraine.

Til gengæld ville Costa fastholde, at det kræver enstemmighed at lukke forhandlingsområderne igen. Dermed ville Ungarn i sidste ende bevare en mulighed for at nedlægge veto mod at optage Ukraine i EU.

Men Ungarns premierminister, Viktor Orbán, sagde blankt nej til det forslag på topmødet, der blev holdt i København, fordi Danmark i øjeblikket har formandskabet for EU.

Håbet har været, at man under dansk ledelse kunne åbne alle forhandlingsområder med Ukraine på vejen mod EU-medlemskab.

Det ser svært ud efter Orbáns melding onsdag. Men Mette Frederiksen vil ikke give op:

- Vi arbejder på at se, om vi kan finde en vej med Ungarn. Hvis ikke det lykkes, så er mit forslag, at man fortsætter arbejdet uden formelt at åbne kapitlerne, siger Mette Frederiksen.

Hun peger dermed på en model, som både har opbakning fra Danmark og i Bruxelles.

Nemlig at EU og Ukraine ganske enkelt laver det reformarbejde, der skal laves - også selv om de enkelte kapitler ikke formelt er åbnet i forhandlingerne.

Dermed kan Ukraine blive klar til, at man hurtigt kan åbne og derefter lukke kapitlerne, hvis Ungarn på et tidspunkt ændre holdning.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT