Nottingham Forest-bødlen Billing ser frem til engelsk gensyn

2. OKT 2025 • 08:58SPORT

Philip Billing har scoret tre mål på fem kampe mod Forest, men det har ingen betydning torsdag, mener han.

Philip Billing er tilsyneladende specialist i at møde Nottingham Forest.

I løbet af sin karriere har den lange FC Midtjylland-spiller scoret tre gange mod den engelske Premier League-klub, og torsdag aften skal han forsøge at gentage kunststykket.

Her skal midtjyderne møde Nottingham Forest på udebane i anden runde af Europa League, og holdkammeraterne har rakt ud til Billing for at få tips og tricks til at gøre det af med modstanderen.

- Folk har da spurgt, siger Philip Billing med et grin ifølge FCM's hjemmeside.

- Det er et fedt stadion, men jeg har aldrig spillet her i en Europa-kamp. Jeg ved, det er en stor klub - og mine erfaringer siger mig også, at det bliver en fed kulisse. Jeg ser frem til det.

Philip Billing har mødt Nottingham Forest, mens han spillede for Huddersfield og Bournemouth i England. Den seneste scoring mod torsdagens modstander kom i 2021/22-sæsonen, så midtbanemanden lægger ikke specielt stor vægt på sin gode statistik mod Premier League-holdet.

- Jeg har haft nogle gode kampe mod Forest - både i Championship og Premier League. I morgen (torsdag, red.) er en ny udfordring mod et nyt hold. Det handler ikke om, hvad jeg har gjort tidligere - selv om det selvfølgelig har været fedt.

- Nu er det i Europa League, deres første hjemmekamp i Europa i 30 år, og det er en anden begivenhed, siger Billing.

FCM og Nottingham Forest mødes torsdag aften klokken 21.00.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT