Ingen tegn på flere overlevende efter skolekollaps i Indonesien
Ifølge den seneste melding er 59 personer savnet efter sammenstyrtning på den indonesiske ø Java.
Der er ingen tegn på, at der er flere overlevende under en sammenstyrtet kostskole på øen Java i Indonesien.Det fortæller redningsmandskabet torsdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi har brugt højteknologisk udstyr såsom termiske droner, og der var teknisk set ikke flere tegn på liv, siger Suharyanto, der er leder for Indonesiens katastrofeberedskab på et pressemøde.
59 personer er savnet efter bygningskollapset, som fandt sted mandag, har myndighederne tidligere oplyst.
Bygningen, der kollapsede, husede en islamisk kostskole i byen Sidoarjo. Byen ligger i provinsen Østjava.
Det har tidligere lydt, at skolen styrtede sammen under en eftermiddagsbøn med deltagelse af flere end 100 personer - primært børn og unge.
Onsdag oplyste indonesiske myndigheder, at mindst tre personer havde mistet livet. Det lød samtidig, at mindst 91 andre var begravet under murbrokkerne.
Siden er antallet af savnede blevet nedskaleret.
Senere på dagen skrev det britiske medie BBC, at mindst seks elever er døde i hændelsen, og at der var omkring 100 sårede.
Nogle blev meldt i kritisk tilstand.
Pårørende har siden kollapset været forsamlet uden for skolen, i håb om at deres familiemedlemmer vil blive fundet, skriver AFP.
Redningsarbejdet på Java er blevet besværliggjort af et jordskælv, som ramte havet ud for Indonesien natten til onsdag.
Under jordskælvet måtte arbejdet midlertidigt indstilles.
Kostskolens kollaps har dog ikke noget med jordskælv at gøre. Årsagen er endnu ikke fastlagt, men de foreløbige undersøgelser peger på byggesjusk, har flere eksperter sagt ifølge AFP.
/ritzau/