Trods godkendelse er der lang vej til amerikanske missiler i Danmark
Selvom USA har sagt god for et potentielt våbensalg til Danmark, er det langt fra sikkert, siger analytiker.
Selvom USA's udenrigsministerium har givet grønt lys til et potentielt køb af missilsystemet Patriot, er det langt fra sikkert, at det er USA, som skal levere Danmarks fremtidige langtrækkende jordbaserede luftforsvar.Sådan lyder det fra Hans Peter Michaelsen, der er selvstændig forsvarsanalytiker.
- Det er en tidlig godkendelse. De har givet tilladelse til, at vi må godt købe. Men det er jo ikke sikkert, at vi køber, siger han.
Partierne bag forsvarsforliget blev i 2024 enige om, at Danmark skal anskaffe sig et jordbaseret luftforsvar.
Her har det tidligere været fremme, at Patriot og SAMP/T NG, som er et fransk-italiensk samarbejde, er kandidaterne til det langtrækkende luftforsvar.
Det tidligere luftforsvar DEHAWK blev nedlagt i 2005. Men krigen i Ukraine har gjort et jordbaseret luftforsvar aktuelt igen.
Hans Peter Michaelsen tvivler dog på, at det bliver det amerikanske system, som Danmark ender med at købe. Det skyldes blandt andet, at han har svært ved at se, at Patriot-systemet kan leveres hurtigt nok.
Han hæfter sig ved, at der i øjeblikket er stort fokus på at levere Patriot-systemer til Ukraine. Samtidig blev der også brugt mange Patriot-missiler, da konflikten mellem Iran og USA blussede op tidligere på sommeren.
- Så der har været et amerikansk fokus på at fylde op på de baser, de har ude i verden, lyder det fra forsvarsanalytikeren.
Fredag aften oplyste det amerikanske forsvarsministerium, at man havde godkendt et salg af Patriot-systemet på op imod 54 milliarder kroner til Danmark.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark ender med at købe for så meget, hvis man køber hos amerikanerne. Det skal ses som en form for maksimal grænse, forklarer Hans Peter Michaelsen.
Det skyldes, at godkendelsen fra den amerikanske kongres skal på plads, inden man kan købe noget.
- Man gør normalt det, at man sikrer sig, at der er en godkendelse til rigeligt. Så er det langt fra sikkert, at man køber alt det, men så har man tilladelsen på plads, siger han.
Forsvarsministeriet varslede i juni, at en beslutning om det langtrækkende jordbaserede luftforsvar ville komme senere på året.
Ritzau har henvendt sig til Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet for en kommentar til historien, som fortsat kun er udlagt fra amerikansk side.
Udenrigsministeriet henviser til Forsvarsministeriet, som henviser til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Ritzau har henvendt sig til FMI, men endnu ikke fået svar.
/ritzau/