Told-afgørelse i USA ændrer ikke meget for danske virksomheder

30. AUG 2025 • 14:15ERHVERV/POLITIK

Det får formentlig ingen betydning for dansk erhvervsliv, at en appeldomstol har underkendt Trumps straftold.

Selv om en amerikansk appeldomstol fredag nåede frem til, at store dele af den amerikanske straftold på importerede varer var i strid med forfatningen, så ændrer det formentlig ikke det store for danske virksomheder med eksport til USA.

Det vurderer Dansk Industris seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard, der rådgiver brancheforeningen medlemmer om de amerikanske toldregler.

- Afgørelsen vedrører den straftold, som blev indført i foråret. Men EU og USA har sidenhen indgået en gensidig aftale om told på 15 procent, som efter vores vurdering ikke er omfattet, siger han.

Seniorchefkonsulenten tror ganske vist, at EU med afgørelsen i hånden kunne henvende sig til amerikanerne med henblik på at få den gældende aftale genforhandlet, men han tror ikke, at det kommer til at ske.

- Trump-regeringen har stadig mulighed for at anke sagen til den amerikanske højesteret, og derfor er den ikke afgjort endeligt endnu.

- Og selv hvis højesteretten skulle nå frem til samme resultat, så kan det være værd at overveje, om man ikke under alle omstændigheder gør klogt i at fastholde de nuværende satser på 15 procent, siger han.

Peter Bay Kirkegaard kalder gældende aftale med amerikanerne "okay", og at alternativet kan vise sig at blive dårligere.

- Det kunne jo sagtens ske, at Trump-administrationen vil hæve satserne på specifikke varer som stål, aluminium eller medicin, hvis den generelle toldsats bliver underkendt, siger Peter Bay Kirkegaard.

Inden toldaftalen mellem EU og USA blev varer fra Europa pålagt 10 procent straftold, og det er denne told, som ifølge appeldomstolen er ulovlig.

Derfor kan der ifølge Peter Bay Kirkegaard måske være en mulighed for, at man kan få refunderet de 10 procent med tilbagevirkende kraft.

Appeldomstolens afgørelse siger, at den nuværende straftold kan få lov at gælde frem til 14. oktober.

Hvis den amerikanske regering anker afgørelsen til højesteret, forventer de fleste, at det vil få opsættende virkning, så straftolden fastholdes, indtil der ligger en afgørelse.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT