Regering polstrer slunken krigskasse med ti milliarder kroner

29. AUG 2025 • 13:50ERHVERV/POLITIK

Der udestår vigtige forhandlinger om Forsvaret til efteråret, hvor der på forhånd findes ti milliarder kroner.

Regeringens slunkne krigskasse får fredag en indsprøjtning på ti milliarder kroner, som skal gå til styrkelse af Forsvaret og militær støtte til Ukraine.

Det fremgår af regeringens udspil til en finanslov for 2026, hvor der findes flere penge forud for vigtige forhandlinger til efteråret om Arktis.

- Den sikkerhedspolitiske situation kræver, at vi styrker opbygningen af vores forsvar. Derfor er jeg glad for, at vi igen afsætter flere penge til den historiske styrkelse af Forsvaret, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Ritzau har før beskrevet, hvordan krigskassen har været tæt på tom, så derfor er indsprøjtningen tiltrængt forud for efterårets forhandlinger.

Det tæller forhandlinger om anden delaftale om Arktis samt fregatter til patruljering af Arktis, som i sommer blev udskudt, da det grønlandske regeringsparti Siumut skiftede formand.

Det haster, særligt fordi den amerikanske præsident, Donald Trump, har et ønske om at overtage Grønland, og derfor vil Danmark gerne vise, at området bliver prioriteret.

Desuden skal der på et senere tidspunkt forhandles om hjemmeværn og reserven.

Regeringen vil også styrke samfundssikkerheden og beredskabet, hvor der på finansloven afsættes to milliarder kroner frem mod 2029.

Tilførslen af midlerne betyder, at Danmark i 2026 til Forsvaret har afsat mere end tre procent af bnp, som er et nøgletal, der bruges som mål for størrelsen af et lands økonomi.

Med forsvarsforliget er der afsat 197 milliarder kroner, og med accelerationsfonden er der afsat 122 milliarder kroner frem mod 2033.

Pengene fra fonden skal bruges på de afledte merudgifter, der opstår som konsekvens af nyanskaffelserne.

Desuden er der afsat 71 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine frem mod 2028. I juli havde Danmark doneret cirka 67,6 milliarder kroner til Ukraine i militær støtte siden krigens udbrud.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT