Bil kører ind i mennesker ved stadion i Kina og dræber 35

12. NOV 2024 • 13:29UDLAND

Personer, som blev ramt af bil, var ved at motionere uden for stadion. Ifølge politi var det et angreb.

En bil er kørt ind i mennesker uden for et stadion i byen Zhuhai i Kina og har dræbt mindst 35 og såret 43.

Det oplyser kinesisk politi tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Et alvorligt og ondskabsfuldt angreb fandt sted ved Zhuhai Sports Centre, hvor den mistænkte kørte en bil ind i mennesker, som var ved at motionere, hvilket resulterede i 35 dødsfald og 43 sårede, står der i en meddelelse fra politiet.

Hændelsen skete kort før klokken 20 lokal tid mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Vidner har tidligere ifølge BBC beskrevet, at bilen kørte ind i grupper af mennesker, som benyttede sig af en løbe- og gåbane omkring det kinesiske stadion.

En 62-årig mand er ifølge nyhedsbureauet Reuters mistænkt for at stå bag angrebet. Manden forsøgte at flygte, men blev anholdt, oplyser politiet. Han bliver aktuelt behandlet efter at have gjort skade på sig selv med en kniv.

Et vidne siger ifølge det britiske BBC til det kinesiske magasin Caixin, at bilen ramte mennesker mange steder på løbebanen.

- Den kørte i en cirkel, og folk blev ramt på alle dele af løbebanen - øst, syd, vest og nord, siger øjenvidnet.

Kinesiske medier melder, at mange ældre - såvel som børn og teenagere - er blandt de sårede.

Reuters har verificeret en video af hændelsen, som viser omkring 20 mennesker, der ligger på jorden, mens folk kan høres råbe "terrorist". Imens ankommer ambulancer for at bringe de sårede til hospitalet.

Kinas præsident, Xi Jinping, siger, at alt skal sættes ind for at behandle de sårede. Den skyldige skal straffes i overensstemmelse med loven, siger han. Det rapporterer statslige medier ifølge Reuters.

Efterforskning af hændelsen er fortsat i gang. Politiet siger, at en foreløbig efterforskning viser, at angrebet kan være en reaktion på, at den 62-årige er blevet skilt.

Hændelsen har fundet sted på trods af forøget sikkerhed i Zhuhai, som ligger i det sydøstlige Kina og har omkring 2,5 millioner indbyggere.

For tiden afvikles en stor luftfartsmesse nemlig i byen.

En stigning i meldinger om knivangreb i større byer har ifølge Reuters ført til øget opmærksomhed på offentlighedens sikkerhed i Kina på det seneste.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT