Løbsdirektør forlader Formel 1 med øjeblikkelig virkning

12. NOV 2024 • 16:07SPORT

Med tre grandprixer tilbage af sæsonen forlader Niels Wittich sin stilling som løbsdirektør for Formel 1.

Formel 1 er tvunget til at skifte ud på en af sine vigtigste positioner med tre grandprixer tilbage af sæsonen.

Løbsdirektør Niels Wittich er således stoppet med øjeblikkelig virkning. Det oplyser Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) i en pressemeddelelse.

- FIA kan bekræfte, at Wittich har forladt sit job som løbsdirektør for Formel 1 for at afsøge nye muligheder, lyder det i meddelelsen.

Wittich har haft ansvaret for løbene siden 2022. I begyndelsen delte han tjansen med Eduardo Freitas, men siden var han alene om det.

- Niels har udført utallige opgaver som løbsdirektør med professionalisme og dedikation. Vi vil gerne takke ham for sit engagement, og vi ønsker ham alt det bedste, skriver FIA.

Tyskeren afløses af Rui Marques, som hidtil har været løbsdirektør for Formel 2 og 3. Hans første opgave bliver næste uges grandprix i Las Vegas.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT