Danske politikere trodser Kina og besøger Taiwan

10. NOV 2024 • 23:52ERHVERV/POLITIK

Folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Liberal Alliance tager søndag til Taiwan.

En dansk delegation ledet af den tidligere folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) tager søndag på besøg i Taiwan.

Her skal delegationen, der ud over Pia Kjærsgaard består af Mikkel Bjørn (DF), Steffen Larsen (LA) og Kim Aas (S), blandt andet besøge Taiwans præsident, Lai Ching-te, og flere ministre.

De er inviteret af Taiwans regering gennem en venskabsforening knyttet til Christiansborg.

- Jeg synes, at det er væsentligt, at vi kan få lov udadtil at vise vores støtte til Taiwan, og at vi har lyst til at besøge dem, lyder det fra Pia Kjærsgaard.

- Og vi har lyst til at høre mere om, hvordan de ser på forholdet til specielt Kina og omvendt. Dertil høre mere om deres udvikling. I modsætning til Kina, så går det jo fint i Taiwan, som er et demokrati.

Kina har den seneste tid fastholdt et militært pres på Taiwan, som kineserne betragter som en del af landets territorie.

Danmark anerkender ifølge Udenrigsministeriet ikke Taiwan som selvstændig nation, og derfor har Danmark ingen diplomatiske forbindelser med Taiwan.

Omvendt betragter Taiwan sig selv som en selvstændig stat. Øen har sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Men Pia Kjærsgaard mener, at det er vigtigt, at Vesten viser sin støtte.

- Vesten har udvist fejhed i alt for mange år. Vi bliver nødt til at tage et standpunkt i forhold til, hvad mener man: Vil man støtte Taiwan, som er en fri og selvstændig stat, eller vil man blive ved med at støtte kineserne, som truer os gentagne gange?

Kim Aas er den eneste repræsentant fra et regeringsparti på turen. For ham er det vigtigt at vise, at man på politisk side i Danmark godt ved, at Taiwan er et anspændt område geopolitisk.

- Men det er også set i lyset af Kinas rolle, og USA og Europas uafhængighed. Dertil samarbejdet med Taiwan om blandt andet de her berømte chips, som Taiwan er en stor leverandør af.

Kim Aas nævner også, at delegationen på turen skal høre om Taiwans grønne omstilling, og Taiwans tanker om det amerikanske præsidentvalg.

Det plejer ifølge Pia Kjærsgaard ikke at gå uhørt hen, når danske politikere besøger Taiwan. Hun ved, at det af kineserne ofte opfattes som en provokation.

Ifølge den tidligere formand for Folketinget har hun fået fysiske pegefingre og er i Folketinget blevet mødt af "rasende" henvendelser fra kineserne, når danske repræsentanter har besøgt øen.

- Og derfor gør vi det gerne. Også gerne ofte.

- Der er meget, vi kan rette op på i forhold til at vise opbakning til Taiwan. Og så kan vi give kineserne en lærestreg, og vise at vi ikke bøjer os for trusler, siger Pia Kjærsgaard.

Kim Aas understreger dog, at besøget ifølge ham ikke skal ses som en provokation fra dansk side, men heller ikke som en "enerådig støtte til Taiwan".

- Vi tager derud for at blive klogere på teknologien, som de arbejder med, og se, hvordan de arbejder med den grønne omstilling. Og selvfølgelig høre fra politisk hold, hvordan man ser på situationen i verden.

- Det kan man jo tolke som en provokation, men jeg kan sige ret klart fra min side, at det er det i hvert fald ikke. Og jeg tvivler på, at det er det for mine kolleger, der også skal med, siger Kim Aas.

Delegationen rejser søndag morgen og vil være i Taiwan indtil følgende lørdag.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT