Meget peger i retning af tysk valg 23. februar

12. NOV 2024 • 15:14UDLAND

Tyske partier skal være nået til enighed om valg 23. februar. Der afholdes tillidsafstemning 16. december.

Der skal 16. december afholdes en tillidsafstemning i det tyske parlament efter den tyske regerings sammenbrud i sidste uge.

Det oplyser lederen af det tyske socialdemokrati (SPD), Rolf Mützenich, i Forbundsdagen tirsdag eftermiddag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed er vejen banet for et nyvalg i februar.

Tidligere på dagen oplyste kilder til nyhedsbureauet Reuters, at regeringspartierne SPD og De Grønne samt Tysklands konservative hos CDU/CSU havde foreslået 23. februar til et nyvalg.

Det tyske medie Rheinische Post havde forinden rapporteret det samme, og også nyhedsbureauet dpa skrev om udviklingen på baggrund af meldinger fra flere forskellige partier.

Endnu er der dog ingen officiel udmelding om selve valgdatoen.

Den endelige beslutning ligger hos den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, udtaler personer hos CDU/CSU til dpa.

Efter tillidsafstemningen i Forbundsdagen 16. december har præsidenten 21 dage til at opløse parlamentet og yderligere 60 dage til at afholde valg.

Krisen i den tyske regering - som indtil for nylig bestod af socialdemokratiske SDP, De Grønne og liberale FDP - kulminerede onsdag sidste uge, da forbundskansler Olaf Scholz fra Socialdemokratiet fyrede lederen af FDP, Christian Lindner, som finansminister.

Forinden havde partierne været på kollisionskurs på grund af tiltagende uenigheder om den økonomiske politik.

FDP forlod - ikke overraskende - regeringen, som nu er i mindretal.

Generalsekretær i CDU Carsten Linnemann havde allerede tidligere tirsdag på den tyske tv-kanal ZDF varslet, at et nyvalg formentlig ville finde sted 16. eller 23. februar.

- Jeg håber og er sikker på, at vi hurtigt får en afklaring. Sandsynligvis i de næste timer, sagde han i programmet Morgenmagazin.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT