Mærsk kontakter spanske myndigheder efter ny skibsafvisning

10. NOV 2024 • 18:22ERHVERV/POLITIK

To af Mærsks skibe, som skulle have været i havn i Spanien, er blevet omdirigeret.

Mærsk vil kontakte de spanske myndigheder for at forstå, hvorfor to af rederiets skibe er blevet afvist af en spansk havn.

Det skriver Mærsk i et skriftligt svar til Ritzau, efter at skibet "Nysted Maersk" er blevet omdirigeret til Portugal.

Mærsk mener, at beslutningen må skyldes, at de spanske myndigheder har ændret sine kriterier for at håndtere en militærrelateret last, som skal til eller fra Israel, uagtet om lasten er lovlig.

Rederiet understreger, at lasten er lovlig, og at den hverken omfatter våben eller ammunition.

Lørdag oplyste Mærsk, at skibet "Maersk Denver" også var blevet afvist af den spanske havn Algeciras.

Begge skibe sejler ifølge Mærsk på vegne af den amerikanske regering som en del af et sikkerhedssamarbejde mellem USA og Israel.

Mærsk skriver ikke, om skibene var på vej til eller fra Israel, eller konkretiserer, hvad lasten nærmere består i.

Myndighederne i Spanien har siden maj gennemført en politik om at afvise skibe, der transporterer våben til Israel.

Den gang sagde den spanske udenrigsminister, José Manuel Albares, at det skete af én åbenlys årsag.

- Mellemøsten har ikke brug for flere våben, det har brug for mere fred, lød det ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ifølge det skriftlige svar fra Mærsk fik de spanske myndigheder information om lasten i god tid efter de kendte procedurer.

Mærsk modtog efterfølgende ingen spørgsmål til lasten på de to skibe, lyder det.

Myndighederne har ifølge Mærsk heller ikke benyttet muligheden for at inspicere lasten.

Rederiet vil gerne have klarhed over, hvorfor de to skibes last adskiller sig fra anden last, som rederiet mener, rutinemæssigt har været igennem havnen tidligere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT