Tre fjerdedele af verdens flygtninge bor i klimatruede lande

12. NOV 2024 • 07:00ERHVERV/POLITIK

220 millioner mennesker er siden 2014 blevet tvunget på flugt på grund af vejret ifølge ny FN-rapport.

Ud af verdens 120 millioner mennesker tvunget på flugt, lever 90 millioner af dem i lande, der er på listen over de mest udsatte for klimaforandringer.

Det viser en ny rapport fra FN's flygtningeorganisation, UNHCR, der har til formål at sikre flygtninges beskyttelse og rettigheder.

- Det mest overraskende har været størrelsen på problemet. Og vi ser tegn på, at det kun bliver værre, lyder det fra den ledende forsker bag rapporten, Jana Birner.

- Siden vi begyndte på rapporten i januar, er yderligere fem millioner mennesker blevet tvunget på flugt, som befinder sig i en sårbar situation på grund af klimaet.

Det er ifølge rapporten ikke kun antallet af mennesker, der er stigende. Antallet af lande, der er hårdest ramt af "ekstreme klimarelaterede farer", forventes nemlig at stige fra tre til 65 i 2040.

Mange af de ramte lande vil desuden være i den samme region. Derfor kommer flygtninge i mindre grad til at have noget sted at tage hen, når det ekstreme vejr kommer, lyder det.

Blandt andet er 38 procent af flygtninge fra Venezuela taget til Colombia, der også oplever konsekvenser af klimaforandringer. I Myanmar er det 72 procent, der flygter til Bangladesh, hvor vejrfarerne betegnes som "ekstreme".

Derfor er der ifølge Jana Birner, der deltager i klimatopmødet COP29, behov for et internationalt samarbejde for at løse problemet, før det bliver værre.

- Folk bliver nødt til at forstå, at det allerede er en meget hård virkelighed, som mennesker i de berørte områder er tvunget til at leve med. Og det er samtidig dem, der har bidraget mindst til klimaforandringerne.

- Det er en uretfærdig situation, og vi kan kun løse den ved at arbejde sammen, lyder opfordringen fra Jana Birner.

I rapporten kommer UNHCR derfor med fire anbefalinger til verdenslederne.

Blandt andet lyder det, at der skal investeres i de mest skrøbelige stater. UNHCR opfordrer derfor donorer til at have større risikovillighed og investere i konfliktramte områder.

Ifølge Jana Birner er det nemlig lige nu de skrøbelige områder, der selv er villige til at tage flere flygtninge ind.

Rapporten anbefaler også større sikring af, at flygtningelovgivning og menneskerettighederne gælder for folk, der er flygtet som følge af klimaforandringer. Dertil nye drastiske foranstaltninger for at reducere CO2-udledningen.

Endvidere skal mennesker, der fordrives på grund af ekstremt vejr, have en større rolle i drøftelserne om klimafinansiering og politikudvikling, lyder det.

På det igangværende klimatopmøde COP29 er fokuspunktet især, hvor mange penge de rige lande skal give de fattige i klimabistand i fremtiden.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT