Med ny lov fjerner Folketinget sin egen skatteregning

22. OKT 2024 • 06:48ERHVERV/POLITIK

Folketingsmedlemmer har på 12 år fået udbetalt fem millioner kroner, der skulle være betalt skat af.

Siden 2013 har folketingspolitikere kørt rundt til møder i hele landet og fået skattefri kørselsgodtgørelse.

Det måtte de dog ifølge loven kun få til møder i egen storkreds.

Fejlen har ført til udbetalinger for cirka fem millioner kroner til folketingsmedlemmer, som der egentlig skulle være betalt skat af, skriver Folketinget på sin hjemmeside.

Men i stedet for at tilbagebetale pengene har Folketingets Præsidium i stedet givet hjemmel til den skattefri kørsel og har nu fremsat et lovforslag, der fremadrettet giver hjemmel og "sikrer skattefrihed".

Den manglende lovhjemmel blev opdaget i forbindelse med en gennemgang af Folketingets rejseregler.

- Samtidig skal det understreges, at det alene er gennemgangen af rejsereglerne, der er årsagen til, at ønsket om at sikre den manglende hjemmel er opstået.

- Folketingets Administration kender ikke de enkeltes medlemmers skatteforhold, men er ikke bekendt med, at der har været sager om manglende skattebetaling eller lignende som følge af udbetalt befordringsgodtgørelse, skriver Folketinget på sin hjemmeside.

Ekstra Bladet og TV 2 har uden held forsøgt at få medlemmer af Folketingets Præsidium i tale.

I en mail til Ekstra Bladet fremhæver Folketingets formand, Søren Gade (V), at det ikke kommer til at koste skatteyderne ekstra penge, da "pengene allerede er afsat og udbetalt".

Chefkonsulent ved revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen er dog ikke imponeret.

- Det her var aldrig gået i en privat virksomhed. Man ville jo ikke bare sådan kunne lave loven om. Men fordi det er Folketinget, tænker man måske, tja, vi laver bare en lov, der løser det, siger Henning Boye Hansen til Ekstra Bladet.

- Der burde være trukket skat af det beløb, og det er ikke sket. Og havde det været en privat virksomhed, skulle de betale hele beløbet tilbage.

Det er i forvejen skattefrit for folketingsmedlemmer at køre til politiske møder i egen storkreds samt transporten mellem bopæl og Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT