Låste ordførere må vente på ministers udspil til granskning af Elbit-sag

28. NOV 2024 • 12:42ERHVERV/POLITIK

Partier vil have undersøgt sag om hasteindkøb af israelske våben, men regeringen har flertal og dermed magten.

En række partier vil gerne have yderligere undersøgt Elbit-sagen, som handler om vildledning af Folketinget samt en mulig ulovlig sammenblanding af et milliardkøb af israelske våben og et hemmeligt forlig.

Men regeringen har flertal, og derfor kan ordførerne blot vente på forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) udspil.

Det er virkeligheden efter endnu et møde mellem forsvarsordførerne torsdag.

- Forsvarsministeren har lovet at vende tilbage til os i næste uge med regeringens udgave af, hvordan vi kan få nogle yderligere svar ud over det, vi har fået i advokatundersøgelsen, siger forsvarsordfører Carsten Bach (LA).

Sagen er allerede blevet undersøgt af advokater, men de gjorde det med den ene arm bundet bag ryggen, for de havde ikke mulighed for at tale med embedsmændene i sagen ifølge advokaterne selv.

De har torsdag orienteret ordførerne om sagen, som startede sidste år.

Altinget kunne i 2023 berette, at Folketinget havde fået en forkert deadline for et våbenindkøb fra israelske Elbit Systems, der i virkeligheden ikke hastede.

En advokatundersøgelse fra november 2024 konkluderer, at der blev forskelsbehandlet mellem Elbit og to andre våbenproducenter.

Ifølge advokaterne tyder meget på, at der var en skjult sammenhæng mellem aftalen med Elbit og indgåelsen af et forlig med selskabet i en anden erstatningssag.

Da undersøgelsen blev nedsat, afviste forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at advokaterne måtte afhøre vidner, hvilket et flertal i Folketinget gik med til.

Derfor skal det undersøges, hvad der yderligere kan undersøges.

- Vi afventer, at forsvarsministeren kommer med nogle løsningsmodeller til os som ligger mellem interne tjenestelige samtaler og kommissionsundersøgelse, siger Carsten Bach.

Partileder Martin Lidegaard (R) vil rådgive sig med partiets jurister og Folketingets partier.

- Jeg må sige, at efter dagens samtaler med advokaten er jeg blevet mere opsat på at skulle have svar på mine spørgsmål. Om det kan klares alene ved et par tjenestelige interviews, er jeg i tvivl om.

- Men det kommer også an på, hvordan forsvarsministeren forestiller sig, at det skal foregå, siger Lidegaard.

Spørgsmålet er, om det skal være en hurtig undersøgelse af Forsvaret selv, en uvildig advokat eller dommer, eller en egentlig granskningsundersøgelse som tager længere tid og er omkostningsfuld.

Det sidste er der ikke lagt op til, da flere mener, at sagen ikke kan bære det.

- Det er rigtigt, at der florerer rygter om, at man kan finde en eller anden hybridmodel. Det er vi ikke blevet klogere på i dag. Jeg synes det er vigtigt at få vendt hver en sten i den her sag, for det er åbenlyst, at der begået mange fejl, siger Lidegaard.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT