Israel melder om brud på våbenhvile i Libanon og skyder selv
Trods en våbenhvile meldes der om beskydning i det sydlige Libanon. Ifølge Israel ankom mistænkte i køretøjer.
Israels militær beskylder såkaldte mistænkte for at bryde våbenhvilen i Libanon, som er indgået mellem Israel og Hizbollah.Det skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.
Militæret siger, at bruddet består i, at de mistænkte - nogle i køretøjer - ankom til adskillige områder i den sydlige zone i Libanon.
Herefter blev der skudt mod de mistænkte, oplyser militæret ifølge mediet The Times of Israel.
Der var angiveligt tale om varselsskud, som ikke skulle dræbe personerne i køretøjerne.
Der er ikke meldinger om, at hændelsen har konsekvenser for våbenhvilen som helhed. Det fremgår ikke, hvad personerne er mistænkt for.
Også fra libanesisk side meldes der om skud.
Torsdag morgen ramte beskydning fra israelske kampvogne seks områder i grænseområdet til Libanon, oplyser statsmedier og libanesiske kilder inden for sikkerhedsområdet ifølge Reuters.
Det skete i byerne Markaba, Wazzani og Kfarchouba samt Khiyam, Taybe og landbrugsområder omkring Marjayoun. En af kilderne siger, at to personer blev såret i Markaba.
Våbenhvilen mellem Hizbollah og Israel trådte i kraft natten til onsdag klokken 03.00.
Libanesiske familier, som er blevet fordrevet fra deres hjem nær grænsen, har forsøgt at vende tilbage for at se, hvilken tilstand deres ejendomme er i.
Men israelske soldater er ifølge Reuters fortsat udstationeret på libanesisk område i byer langs grænsen, og journalister fra nyhedsbureauet har hørt lyden af overvågningsdroner over det sydlige Libanon.
Som led i våbenhvilen skal Israels hær over 60 dage fjerne sig fra det sydlige Libanon, mens Hizbollah skal forlade sine positioner flytte nord for Litanifloden.
Floden løber på tværs af Libanon cirka 30 kilometer fra grænsen til Israel.
/ritzau/