Danske forbrugere varmede op til julehandlen i oktober
Detailsalget steg med 0,3 procent i oktober. Økonomer er optimistiske inden julehandlen.
Efter at have ligget underdrejet i flere år er der små tegn på, at privatforbruget er på vej op hjemme.Et af dem er Danmarks Statistiks opgørelse over omsætningen i detailhandlen i oktober, der er offentliggjort torsdag.
Den viser, at danske forbrugere handlede for 0,3 procent mere i butikkerne end i september, når man korrigerer for sæson og prisudvikling.
Og sammenligner man med detailomsætningen i oktober sidste år, er der tale om en stigning på 3,3 procent.
- Detailsalget har igen fået ben at gå på og sniger sig op på det højeste i 30 måneder. Det er små skridt frem, hvor danskerne stille og roligt igen handler mere i detailhandlen.
- Og forventningerne til omsætningen hos detailvirksomhederne er skruet i vejret på det seneste, konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.
Morten Granzau, der er vicedirektør i Dansk Industri tror endda på, at der er grobund for et endnu højere forbrug de kommende måneder.
- En høj beskæftigelse kombineret med langsomt faldende renter og solide opsparinger i husholdningerne er med til at sikre, at de fleste forbrugere kan få råd til nogle pæne julegaver i år, vurderer han.
Hos Dansk Erhverv ser man frem til julemånederne november og december, som traditionelt er de vigtigste for detailhandlen.
- Vi forventer, at detailsalget i julemånederne i år vil være cirka 1,9 procent større end sidste år. Det er en kombination af høj lønvækst samt lav inflation, der er med til at sikre fremgang i salget i julemånederne, siger Kristian Skriver, der er seniorøkonom.
Det var særligt tøjbutikkerne, der har mærket den øgede købelyst blandt forbrugerne.
Alene i oktober steg salget med 2,7 procent, mens andre forbrugsvarer - som blandt andet omfatter udstyr til bolig og fritid - steg med 1,4 procent.
Samtidig fortsætter discountforretningerne med at tage markedsandele i modsætning til de traditionelle supermarkeder, hvis andel af detailsalget har stået stille det seneste halve år.
/ritzau/