Glad Løkke flyver til Grønland for at fejre ny lufthavn i Nuuk
Torsdag åbner den første direkte flyrute mellem København og hovedstaden Nuuk i Grønland.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) flyver med på jomfruturen fra København til Nuuk, når den første direkte rute åbner torsdag formiddag.Turen tager knap fem timer og gør det nemmere at komme til hovedstaden i Grønland. Tidligere krævede det en mellemlanding i Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord.
- Jeg ser Danmark som en medspiller for Grønland - også når det kommer tilsammen at udvikle infrastrukturen og skabe de bedst mulige rammer for erhvervslivet.
- Det rummer store styrker og mange muligheder, når vi løfter i flok, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.
Det har været en længere proces at få bygget den nye lufthavn og at få godkendt den nye landingsbane på 2200 meter.
Onsdag foretog Trafikstyrelsen de sidste testflyvninger over landingsbanen for at sikre, at lufthavnen lever op til internationale regler om luftfartssikkerhed.
Lufthavnens nye brandbiler modtager flyet på jomfruturen i formation med blinkene tændt, mens de sprøjter vand.
Ved terminalen vil skoleelever fra byen byde de første passagerer velkommen med flag og festlige indslag, og efterfølgende er der taler og kaffemik.
Det afsluttes med et "spektakulært musik- og fyrværkerishow", som "vil lyse nattehimlen op".
Topchef Jens Lauridsen fra Greenland Airports er mere end glad.
- Det er historisk og vil åbne en verden af nye muligheder for hele landet, når det for første gang bliver muligt at flyve direkte til landets hovedstad over Atlanten, siger han i en kommentar fra de offentlige lufthavne.
Almindelige passagerer kan til at starte med købe en enkeltbillet fra 3745 kroner, når prisen er lavest. Air Greenland udvider senere med afgang til både Aalborg og Billund, mens luftfartsselskabet SAS åbner en rute til sommer 2025.
Der er også udsigt til direkte flyforbindelser til New York. Det ventes at give en betydelig stigning i antallet af udenlandske turister og vil at styrke den grønlandske økonomi.
Omvendt vil den øge udledningen, hvilket er et paradoks for egnen, som markedsfører sig på sin natur og er særlig udsat for klimaforandringer.
Udenrigsministeren er i Grønland 28. og 29. november, hvor han blandt andet skal deltage i indvielsen af lufthavnen.
Lars Løkke Rasmussen var statsminister for Venstre, da Danmark bidrog med 700 millioner kroner samt lån og en statsgaranti til at bygge lufthavnen. Det handlede blandt andet om at holde kinesiske entreprenører ude af byggeriet.
Udvidelsen af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat er et af de største infrastrukturprojekter i Grønland i nyere tid.
I 2026 åbner lufthavnen i Ilulissat, der også bliver international.
/ritzau/