Borgerforslag om at forbyde TikTok runder 50.000 støtter

26. NOV 2024 • 18:13ERHVERV/POLITIK

Forslag om at forbyde visse sociale medier for alle unge under 18 år har rundet 50.000 støtter.

Et borgerforslag om at forbyde sociale medier som TikTok, Snapchat og Instagram for alle unge under 18 år har rundet 50.000 støtter.

Det fremgår af borgerforslag.dk. Det betyder, at forslaget skal tages op i Folketinget.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) roser forslagsstillerne for at bringe et vigtigt emne op.

Det siger hun til DR.

Men hun tilføjer, at en dansk aldersgrænse ikke lader sig gøre inden for EU's rammer.

Generelt mener ministeren dog, at TikTok og andre sociale medier fylder for meget blandt børn og unge i dag. De sidder for meget og kigger på skærm. Det skal der laves om på, mener hun.

- Jeg kommer til at presse citronen, så meget som jeg kan inden for de lovgivningsmæssige rammer, der er, siger Stage til DR.

Som regel vil en politisk ordfører fra et parti, der støtter ordningen om borgerforslag, fremsætte et beslutningsforslag på baggrund af borgerforslaget. Herefter vil det blive behandlet som øvrige beslutningsforslag, der bliver fremsat i Folketinget.

Stage har ikke opgivet kampen i EU endnu, siger hun. Men hvordan og hvorledes TikTok, Snapchat og Instagram skal have et mindre tag på danske unge, kender hun ikke svaret på endnu.

I borgerforslaget lyder det, at Folketinget skal - hvis det står til forslagsstillerne - indføre et forbud mod TikTok, Instagram, Snapchat og lignende annonceplatforme, som "anvender personaliserede algoritmisk dataudnyttelse til bevidst at skabe afhængighed blandt danske børn og unge under 18 år".

- Vi er kommet for sent i gang, og vi har været for naive omkring, at skærmen ikke kun er til for det gode, men at der også kan have trivselsmæssige effekter for børn og unge, siger Stage.

Der skal sættes nogle begrænsninger, lyder det fra ministeren, og noget af det handler blandt andet om aldersbegrænsning, tilføjer hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT