Jihadister rykker frem i det nordvestlige Syrien: Over 130 døde
Oprørsgruppers blodige fremrykning er den første af sin slags i flere år i Syrien.
Over 130 mennesker er blevet dræbt i kampe mellem jihadistiske oprørere og den syriske hær i den nordvestlige del af landet.Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der via et netværk af kilder overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Onsdag indledte oprørerne, som ledes af gruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS), en større militæroperation.
Kilder hos både hæren og oprørerne siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at oprørerne har indtaget territorie i den første fremrykning af sin slags i flere år.
Præcis hvor store områder der er indtaget, vides ikke.
En kilde hos oprørsgrupperne sagde onsdag til nyhedsbureauet Reuters, at mindst ti områder, som Syriens præsident, Bashar al-Assad, kontrollerer, er blevet indtaget i den nordvestlige Aleppo-provins.
Fremrykningen er ifølge Reuters den første på landjorden siden marts 2020, hvor Rusland, som støtter Assad, og Tyrkiet, som støtter oprørerne, blev enige om en våbenhvile.
Dødstallet i "kampe, som er fortsat i de seneste 24 timer, er steget til 132", oplyser SOHR torsdag.
Torsdag slår Rusland og syriske luftstyrker igen.
De har bombet oprørsområder i det nordvestlige Syrien for at presse grupperne tilbage, oplyser kilder hos oprørerne og den syriske hær til Reuters.
Den syriske hær siger ifølge Reuters i sin første meddelelse siden overraskelsesangrebet, at den har påført "terrorister" store tab, efter at de indledte et "stort angreb".
Hæren siger, at den samarbejder med Rusland og "venlige styrker", der ikke specificeres yderligere, om at genvinde det tabte og stabilisere situationen.
Oprørernes fremrykning onsdag gjorde, at de befandt sig ti kilometer fra udkanten af byen Aleppo og nogle få kilometer fra byerne Nubl og Zahra, oplyser en kilde hos hæren.
Oprørerne har sagt, at fremrykningen er et modsvar på nylige angreb mod civile fra russiske og syriske luftstyrker. De siger, at den syriske hær var i gang med en troppeopbygning nær frontlinjen.
/ritzau/