Russisk angreb efterlader en million uden strøm i Ukraine

28. NOV 2024 • 09:16UDLAND

Der har natten til torsdag lydt luftalarmer i hele Ukraine på grund af missilangreb. Energisektoren er ramt.

Over en million mennesker i tre vestlige regioner i Ukraine er torsdag uden strøm.

Det oplyser lokale embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det står klart, efter at det ukrainske elnet torsdag har været udsat for omfattende angreb.

Den ukrainske energiminister, Herman Halusjtjenko, skrev tidligere torsdag i et opslag på Facebook ifølge nyhedsbureauet AFP, at der var tale om et "massivt fjendtligt angreb".

- Endnu en gang er energisektoren under massivt fjendtligt angreb. Der er angreb på energifaciliteter over hele Ukraine, lød det.

Ukraines nationale strømudbyder har "straks indført strømafbrydelser" for at spare på strømmen og begrænse skaderne, oplyste ministeren.

523.000 er uden strøm i Lviv-regionen, omkring 215.000 i Volyn-regionen og over 280.000 i Rivne-regionen, oplyser deres guvernører på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.

Meldingen kommer, efter at der i nattens løb har lydt luftalarmer over hele Ukraine på grund af formodede russiske missilangreb.

- Der er alarm om luftangreb i hele Ukraine på grund af en missiltrussel, skrev det ukrainske luftvåben på Telegram.

Missilerne har haft kurs mod Kharkiv, Odesa og otte andre regioner, lød det.

- Kharkiv, gå i dækning, skrev luftvåbnet.

Missilangrebet kommer, dagen efter at den kommende præsident i USA, Donald Trump, har udpeget den tidligere general Keith Kellogg, der betragtes som en Trump-loyalist, som USA's særlige Ukraine-udsending.

Han har til opgave at prøve at sætte en stopper for krigen.

Trumps valgsejr ved USA's præsidentvalg den 5. november har ført til spekulationer om, hvordan krigen i Ukraine vil udvikle sig.

Trump har tidligere kritiseret de mange milliarder dollar, som USA har sendt til Ukraine under krigen. Trump har også lovet, at han hurtigt vil sørge for, at krigen slutter - uden dog at specificere hvordan.

Krigen i Ukraine har stået på i over 1000 dage - siden 24. februar 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT