Miljøgodkendelser forsinker oprydning af forurenet strand

28. NOV 2024 • 10:31INDLAND/KRIMINAL

Efter højere pris og manglende miljøtilladelser udskyder region udbud af oprydning af forurenet strand.

Opgaven med at fjerne cirka 125.000 ton forurenet jord fra Himmark Strand på Als i Sønderjylland kan først sendes i udbud i 2025.

Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Regionen har ansvaret for at fjerne forureningen fra området. Området ved Himmark Strand blev i 1950'erne og 1960'erne brugt af Danfoss til at deponere kemiaffald og afbrænde andet industriaffald.

Ifølge pressemeddelelsen havde regionen håbet at kunne sende opgaven i udbud i august, men det er nu udskudt på grund af manglende miljøtilladelser.

- Vi håber, at udbuddet kan gå i gang om et halvt års tid. Vi er utålmodige for at komme i gang med at fjerne generationsforureningen ved Himmark Strand, og vi håber, at myndighedsbehandlingen af miljøkonsekvensrapporten nu går hurtigt, siger Poul Erik Jensen (S), som er formand for regionens miljøudvalg.

Udbuddet er allerede blevet udskudt tidligere. I november sidste år valgte regionen at udskyde udbuddet til tidligt i 2024, fordi prisen for at fjerne forureningen blev fordoblet til omkring 350 millioner kroner.

Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Danfoss indgik en partnerskabsaftale om oprydningen i 2021.

Regionen skriver torsdag, at det er svært at estimere, hvornår oprydningen kan gå i gang. Men forhåbningen er, at det kan ske i slutningen af 2025 eller i starten af 2026.

Når forureningen skal fjernes, skal man blandt andet etablere dæmninger i havet og bortgrave den forurenede jord. Jorden skal både fjernes fra selve stranden og under havbunden.

Himmark Strand har været på listen over såkaldte generationsforureninger siden 2019.

Ifølge Region Syddanmark defineres en generationsforurening som en forurening, der er opstået over flere generationer, og vil koste mindst 50 millioner kroner at rydde op.

Andre eksempler er ifølge Danske Regioner Cheminovas gamle og nuværende fabriksgrund, det tidligere Grindstedværket og Collstrop-grunden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT