Stor donation skal skabe fællesskab om musikken

Stor donation skal skabe fællesskab om musikken
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | 12. NOV 2024 • 15:30
NYHED
12. NOV 2024 • 15:30

Svaneke Friskole får stor donation fra Nordea-fonden til musik til glæde for lokale fællesskaber.


Der er højt humør og store visioner på Svaneke Friskole, som fredag får overrakt en check på hele 161.933 kroner.

Pengene er en donation fra Nordea-fonden Liv i det lokale, og når hele skolen er samlet ved fredagens morgensang, overrækker filialdirektør Morten Hjort Hansen checken, som skal bruges til at oprette et øvelokale.

Her skal unge fra lokalområdet såvel som fra resten af øen have mulighed for at komme og lave musik sammen. Det er Svaneke Friskole og musiklærerne, der har taget initiativ til lokalet, som skal ligge separat i egen bygning i samlingen af de hvide huse ud til Søndergade i Svaneke.

– Musik og sang styrker sammenhængskraften på tværs af årgange og generationer som intet andet, og der er stor interesse for at spille og lave musik blandt unge på Bornholm, hvor det er svært at finde et sted til at øve, producere og lave musik sammen. Måske dette vil fordre nye bands i fremtiden, vi vil opleve på de store scener rundt i landet, fortæller skoleleder Thomas Garfort i en mail til Tidende.


Han understreger, at man på skolen tror på, at man med sang og musik kan binde skole og lokalsamfund sammen, og samtidig give børn og unge sunde og meningsfulde fællesskaber.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT