Den lille halvø mod havet har fået navnet Gule Hald på grund af klippernes gule laver. Stedet er et fast mål for alle med interesse for geologi. Det meste af halvøen består af diabas, som skærer sig gennem den grovkornede Svaneke-granit. Diabas var flydende magma, der størknede som sort lava. Svaneke-granit er den yngste af øens granitter, dannet for 1,4 milliarder år siden. Efter hævningen af området opstod der dybe sprækker, hvorfra den sorte lava kunne presse sig frem.
Alle øens sprækkedale er skabt på samme måde. De fleste steder er diabasen fjernet af erosion og istidens smeltevand, men ved Gule Hald kan lavaen stadig ses. På tværs af den sorte lava findes også nogle gange af en langt yngre sandsten. Det viser, at stedet på et tidspunkt har ligget under havets overflade, hvor havbundens sand dækkede revnerne. Da området senere hævede sig over havets overflade, hærdede sandet sig til en hård sandsten. I den sorte lava ses talrige runde huller – det er geologernes borehuller, der har afsløret, at stedet lå syd for Ækvator dengang.
Med folderen i hånden fortsætter turen ad stien langs kysten. Bemærk de smukke gamle fiskerhuse langs stien. Ved punkt 2 ses en lang skanse, anlagt ligesom andre af øens skanser, som kystforsvar omkring 1800. Derefter går man over Vaseåen på den buede bro. Om efteråret er åen god for ørreder på vej til gydepladserne, mens de i februar synes, der er for meget brusende vand i åen. Stien langs klippekysten går til venstre mod Svaneke. Der er to kilometer. Denne rute følger pilen til højre op til landevejen.
Vellugtende hestehov blomstrer i februar, arten findes ikke andre steder i landet. Foto: Søren P. Sillehoved
Vellugtende hestehov, en botanisk sensation