Man siger det spøger på Lilleborg: Oplev flagermus i skumringen

Naturoplevelser får man på vandreture. En stor oplevelse kan man også få siddende en aften i skumringen med ryggen mod en mur. Denne artikel er et forslag til en anderledes aftentur ved ruinerne af Lilleborg i Almindingen, hvor der ofte ses jagende flagermus. De fanger natsværmere, der lokkes nærmere med lys, og derfor kan en lygte, der lyses til alle sider, anbefales. Medbring et tæppe, da der kan blive koldt, samt noget at sidde på og måske en termokande til aftenkaffen. Hvis man er til noget sødt, kan citronmåne anbefales.

 

Turen

Turen udgår fra parkeringspladsen ved Lilleborg ved landevejen Rønne-Svaneke i Almindingen. Herfra følges skovstien til højre, som fører mod Lilleborg og opad til ruinerne. Der finder man et sted med udsigt over søen, sætter sig og venter til skumringen. Der er kulsort på hjemturen, så lampen kan være god i mørket. En vindstille aften er bedst for iagttagelse af flagermus.

Lilleborg blev anlagt på en høj bakketop med udsigt over Borre Sø, opkaldt efter borgen. Søen fungerede som en voldgrav for Lilleborg, og den menes bygget i 1149 af Svend Grathe, der havde kæmpet om den danske trone med sine halvbrødre Knud og Valdemar. Efter nogle stridigheder med bispen i Lund måtte Svend aflevere tre af øens fire herreder til bispen, men beholdt det fjerde, Vestre herred, hvor han anlagde Lilleborg som erstatning for den ældre Gamleborg. Navnet Lilleborg skyldes, at borgen var mindre en Gamleborg fra vikingetiden. I sine herreder byggede bispen Aa Kirke og Hammershus på Nordbornholm. Lilleborg blev opført af kløvet kampesten, bornholmsk kalkmørtel og polerede kalksten. Der var grønne vinduer. Fundne glasrester antyder, at det var landets første borg med rigtige vinduer. Bygninger til beboelsen var langs de udvendige mure og ved borgens eneste indgang mod øst, var der et højt befæstet tårn.

Desværre havde Lilleborg kun en kort levetid. Allerede i 1259 blev den stormet og nedbrændt af den vendiske fyrst Jaromars lejesoldater på ordre af ærkebiskop Jacob Erlandsen i Lund. Ældre dokumenter fortæller, at 200 af kongens mænd blev dræbt, og borgen aldrig genopført.

Nye undersøgelser fortæller dog en anden historie. Måske blev borgen anvendt senere, for der er fundet rester af bygninger fra jernalderen og endnu ældre tid.

I 1500 hentede lybækkerne kampesten fra Lilleborg til Hammershus, og i 1800-tallet fik Hans Rømer sten fra Lilleborg til sit store stengærde rundt om skoven Almindingen.

Lilleborg blev anlagt på en høj bakketop med udsigt over voldgraven, den store sø. Foto: Søren P. Sillehoved

 

Turens højdepunkter

Lilleborgs mure i kontrast til skumringens rødme.

Træernes spejlbilleder i den kulsorte Borge Sø.

De jagende flagermus og deres ”tavse” skrig.

En oplevelse ud over det sædvanlige.

Nattens flagermus

I skumringen kommer de første flagermus flyvende, vandflagermus og andre arter. Normalt betragter mennesker flagermus som ækle og tænker på de sydamerikanske vampyrer. De nordiske arter er uskadelige, de æder kun myg og natsværmere, så derfor flyver de om natten og sover om dagen, endda med hovedet nedad.

For at finde byttet om natten anvender de høje skrig udenfor vores høregrænse. Lyden rammer byttet og kaster det tilbage, så flagermusen kan danne sig et billede af objektet. Det er en kamp på liv og død, udviklet gennem millioner af år. Natsværmere er sommerfugle, der lever om natten. På deres vinger har de små hår. Hårene reflekterer ikke flagermusenes skrig, så lyden bliver ledt i mange retninger. Det forvirrer flagermusene, og nogle arter af natsværmere kan selv lave høje lyde, så det går højlydt for sig over mørkets borg. For os mennesker er der kun tavshed.

Hver eneste nat spiser flagermus myg og natsværmere, der svarer til halvdelen af deres egen vægt.

På loftet hænger langørede flagermus og sover om dagen.

Værd at vide

Midt i Rø Plantage overfor skovfogedboligen på Sigtevej er der en stråtækt rød lade. Der blev sidste år lavet et hotel for flagermus. Der er gratis adgang og åbent hele døgnet. Oppe på loftet sover mange langørede flagermus om dagen, hvor nogle små kameraer sender billeder ned til to fjernsyn i den åbne stue. Ved skumringen flyver de alle ud gennem en lille åbning og jager langs en skovvej. Dem kan man følge ad en nem rute på 500 meter, hvor små skilte med QR-koder viser vej. Selv om de hører godt og har store øre, der er dobbelt så stort som hovedet, skriger de alligevel, uden at vi kan høre lyden. Det ligger i flagermusenes gener.

På Lilleborg er lampen en god hjælp. Den lokker natsværmerne og dermed også jægeren, flagermusene. Lygten er også god i hjemturens mørke, for man siger der spøger på Lilleborg.

En sørgelig rest af det tidligere høje og befæstede porttårn. Foto: Søren P. Sillehoved

Mærkelige historier fra Lilleborg

Gennem tiden er der fortalt mange sagn og skrøner om borgen, hvis historie er dybt forankret i den bornholmske folketro. En gang troede man, at søen var bundløs. Da man ville måle dybden, kastede man et langt reb med et plovjern ned i søen. Da den endelig ramte bunden, trak man det op, men plovjernet kom op med et hestekranie, og på det var der skrevet: At gjorde man det en gang til, ville ikke kun borgen synke i dybet, men hele Bornholm. Siden har ingen forsøgt. Engang så en skovarbejder flere hundrede små mænd med gråt skæg og røde huer ligge og sole sig på borgens skråninger. Det var de underjordiske.

Man sagde, de gemte deres sølvskat i jorden under Lilleborg. Den kunne kun ses en gang om året, julenat, men man måtte intet sige. Engang ville to unge mænd se, om det var rigtigt, og havde medbragt nogle poser til sølvskatten. Da de kom derop, lå sølvskatten og lyste i måneskinnet, og de proppede den ivrigt ned i poserne. Med ét begyndte det at blæse og ruske i træerne, den ene mand blev bange og råbte skynd dig. I samme sekund forsvandt skatten for evigt.

Et gammelt egetræ på Lilleborg kaldes Stender Eg efter en skovarbejder, der fandt liget af et barn under træet. Nogle gange kan man se en grædende kvinde sidde og gynge i træet, klædt i hvid natkjole. Måske var det hendes barn. Der er ligeledes en sær historie om en sort bister hund, som hver nat løber gøende rundt på Lilleborg.

Under alle omstændigheder rigtig god fornøjelse.