Bag Familienetværket Rønne står den kristne hjælpeorganisation Blå Kors og frikirken Rønne Vineyard. I netværket kommer familier og enlige, der af den ene eller anden årsag er pressede i hverdagen. Det kan være sygdom, økonomi, misbrugsproblemer, ensomhed eller noget helt andet, men alle har de behov for at være en del af et fællesskab. Netværket drives primært at frivillige medarbejdere, og derfor kommer støtten til at gøre en stor forskel.
– Det er en kæmpestor glæde i den her udfordrende tid, at vores familienetværk har fået støtte et år frem. Vi har lige taget imod ansøgninger til Børnenes Julehjælp – Bornholm 2022, og vi kan klart se, at udsatte familier er særligt pressede i år. Derfor er der virkelig brug for den her indsats med et hjertevarmt netværk hen over året og ikke kun til jul, siger leder Kasper Thorskov fra Familienetværket Rønne i pressemeddelelsen.
I netværket er der fokus på det gode fællesskab med plads til alle og mulighed for at snakke, blive hørt og få hjælp til hverdagens udfordringer.