Da Michelle fik opkaldet, brød hun sammen på badeværelset

Seksårige Oliver blev meget hårdt ramt ved nyheden om, at han skulle tvinges i en ny skole. Nu er både han og resten af familien lettede over, at mors kamp mod tvangsflytningen bar frugt.

Det er tirsdag aften den 13. maj. Lillesøster Olivia er i bad. Når man er fire år gammel, er det fortsat nødvendigt med mors hjælp til den slags. Så ringer telefonen, og mor bryder ud i jubel. Det forstår Olivia ikke helt, men hun er glad for, at mor er glad.

Mor hedder Michelle Mattsson, og hun har kæmpet hårdt for, at hendes søn ikke skal skifte skole. Han hedder Oliver og er dybt ulykkelig over at skulle forlade sine venner i 0. A på Søndermarksskolen, da han efter sommerferien skal tvangsflyttes til Åvangsskolen. Eller skulle. For nu er det i datid. Kommunalbestyrelsen har netop besluttet, at de 27 børn, der stod til et ufrivilligt skoleskift, alligevel får lov til at blive der, hvor de går i dag. Ungerne får lov til at beholde deres nuværende klassekammerater og ikke mindst de samme lærere.

Nyheden er overvældende. Michelle Mattsson har lagt en masse kræfter i at få rullet planerne om tvangsflytningen tilbage, og nu bryder hun sammen i gråd. Af glæde.

– Er du ok, mor?

Olivia skal lige tjekke efter, for det er ikke normalt, at mor græder, når hun er i bad.

– Ja, mor er helt ok, svarer Michelle Mattsson, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Yeaaahhh..!!!!!

Det er en forælder til én af Olivers klassekammerater, der ringer med de gode nyheder. Hun har netop læst, at kommunalbestyrelsen har ændret holdning til den oprindelige beslutning og valgt at trække i land. Hurtigt bliver der koblet to andre forældre på samtalen, for de fire har været sammen om at kæmpe deres børns kamp.

– Så står vi der i tre kvarter og hyler på skift, fortæller Michelle Mattsson. Efter tre kvarter er der ikke flere tårer tilbage i den lettede mor. Hun får tørret Olivia, trukket vejret dybt et par gange og går ind i stuen. Her sidder Oliver og ser Ramasjang på tv. Klokken er 20 minutter i otte, og han skulle faktisk have ligget i sin seng. Men på grund af telefoni og tårer er tiden skredet en anelse. Oliver vender sig om, da mor kalder.

– Jeg når kun lige at sige til ham, ”du skal ikke skifte skole, Oliver”, og så starter jeg med at hyle igen, siger Michelle Mattsson. Oliver skænker ikke mors tårer den store opmærksomhed. Han flyver op af sofaen og giver sig til at hoppe rundt. Derefter begynder han at vifte sejrssikkert med armene i luften og råber ”yeahhh!!!”

– Jeg tror slet ikke, han ved, hvordan han skal reagere, fortæller Michelle Mattsson.

Da Oliver har overstået de første jubelscener, sætter han kursen mod den nærmeste mobiltelefon. For der venter et vigtigt opkald.

– Så ringer han til sin farmor og farfar for at fortælle dem nyheden. De har også været sindssygt bekymrede for, at han skulle flyttes, så de jubler også, siger Michelle Mattsson.

En lettet Michelle Mattsson har skiftet panderynker ud med smil, efter hun vandt kampen for Olivers ret til at blive i sin klasse. Foto: Søren Strandman-Møller

Hvad har jeg gjort galt, mor?

Da Oliver i sin tid fik nyheden om, at han skulle skifte skole, brød knægten helt sammen og tog hele skylden på sig. Oliver hyperventilerede, græd og bebrejdede sig selv, at han nu skulle væk fra sine kammerater.

– Hvad har jeg gjort galt, mor?, var Olivers umiddelbare reaktion, fortalte Michelle Mattsson i en artikel i Tidende.

Han har haft det svært i institutionerne som lille og kunne ofte ikke overskue at komme afsted, så far eller mor måtte blive hjemme med ham. Derfor var det også en lettelse for hans forældre, at Oliver blev en helt ny dreng efter skolestart, der slet ikke ville hjem igen fra fritidsordningen og pludselig så weekender som et nødvendigt onde. De skulle blot overstås, så han kunne komme i skole igen.

Det tager Oliver et helt kvarter at juble færdig, efter han har fortalt farmor og farfar nyheden. Men så er kræfterne også brugt op, og knægten kravler til køjs.

– Han sover godt den nat, siger Michelle Matttsson. Inden Oliver lukker øjnene, leverer han dog lige en børnesnedig sammenligning med mors lange indsats for at bremse skoleskiftet, som nu endelig har båret frugt.

– Det er det samme, som hvis jeg brokker mig i 14 dage over, at jeg ikke må få en is, siger han.

Mor er ikke helt enig i den analyse.

– Jeg havde nok givet op lidt før, hvis du havde brokket dig over en is i 14 dage, svarer hun.

Is og slikkepinde

Nyheden har ikke helt bundfældet sig endnu. Så det da bliver onsdag morgen, flyver Oliver ud af sengen igen.

– Han står jublende op og er rigtig glad for at komme i skole, fortæller Michelle Mattsson. Henne i Olivers klasse er lærerne også glade for nyheden om, at de ikke skal miste nogen af deres elever.

– Hans klasselærer har købt is og slikkepinde, og det var tegnet flag på tavlerne. Så de fejrer det rigtig meget i klassen, og det var en god skoledag for ham, siger Michelle Mattsson.

Hele situationen med det ufrivillige skoleskift har også påvirket personalet meget.

– Jeg oplever nogle rigtig lettede lærere, da jeg kommer med Oliver onsdag morgen. Det har heller ikke været nemt for dem at stå i det her, og der har vi som forældre også været bevidste om. Det er noget, de er blevet punket med at skulle træffe de her valg om, hvilke børn, de mente skulle skifte skole, siger hun, og fortsætter:

– Uanset hvad havde der været forældre, der havde reageret. For man kan selvfølgelig ikke lade være med at få følelsen af, at ”hvorfor filen har I valgt mit barn”, siger hun.

Fortsat ønske om cykelskift

Oliver havde forberedt sig på, at den nye og længere skolevej til Åvangsskolen ikke kunne klares til fods. Så han blevet stillet en ny cykel i udsigt. Da jublen har lagt sig, går det pludselig op for ham, hvad det kan have af konsekvenser, nu hvor han atter kan komme i skole til fods.

– Han vil stadigvæk gerne have sin nye cykel, og nu ønsker han sig den i fødselsdagsgave, siger Michelle Mattsson. Og griner. For Oliver har tjek på alle konsekvenserne i forbindelse med skoleskiftsituationen.

Michelle Mattsson havde allerede tidligere om tirsdagen hørt, at noget var i gære på Rådhuset. Men det var næsten for godt til at være sandt, og netop derfor turde hun ikke tro på det.

– Jeg er bange for at jinxe det ved at juble for tidligt. Så vi tør ikke købe noget til at fejre det med om tirsdagen, siger hun.

Onsdag bliver der til gengæld festet i fulde drag. Først kommer tre mødre forbi ved firetiden. De har også været blandt dem, hvis børn skulle flyttes. Kvartetten har været primus motor for at banke døre ind hos politikere og embedsfolk for at få beslutningen omgjort.

– De har børnene med, så dem er der syv af i alt. Derfor fejrer vi det med kage, kiks, juice, hygge og så gin til de voksne, siger Michelle Mattsson.

Da de fire forældre har skålet færdigt, og forsamlingen er opløst, kommer Michelles Mattssons mand hjem. Det er ikke en tomhændet hjemkomst.

– Så fejrer vi det med sushi og drinks om aftenen, fortæller hun.

Tager man sygdom med hjem fra tv?

For både Oliver og Olivia er hele forløbet en voldsom omgang. Førstnævnte er i sagens natur mest berørt af det, da det er ham, tvangsskoleskiftet er gået ud over, men lillesøster synes nu også, det hele er lidt mærkeligt. Altså det med, at mor er i avisen og i fjernsynet hele tiden.

– Bliver du ved med at være i fjernsynet, mor? Hvad nu, hvis du bliver syg derinde, bliver du så også syg udenfor fjernsynet? spørger hun. Mor afviser. Begge dele. Hun skal ikke fortsætte med at være på skærmen, for det hele er overstået nu, og storebror kan blive på sin skole. Og selv hvis hun skal i fjernsynet igen, tager hun ikke eventuelle sygdomme med hjem.

Det har været en virkelig voldsom omgang for Michelle Mattsson.

– Jeg har ikke sovet specielt godt om natten. Tankerne har kørt rundt i hovedet klokken to-tre, for hvad skulle jeg skrive til kommunalbestyrelsen næste dag? Jeg var også ved at lave lister med folketingsmedlemmer og skulle have fat i Ombudsmanden. Så der var rigtig mange ting, men det har selvfølgelig været det hele værd, slutter Michelle Mattsson. Og smiler bredt.

Michelle Mattsson får en kop kaffe i køkkenet, mens hun fortæller historien om afslutningen på kampen mod Olivers skoleskift. Foto: Søren Strandman-Møller