Vejmyndighed bakser videre med svær affaldssag

Vejmyndighed bakser videre med svær affaldssag
Niels Ingvorsen med sin famøse trappe op til Åkirkebyvej i baggrunden. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 1. DEC 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
1. DEC 2022 • 05:30

En trappe på tre trin, som skraldemændene i årevis har benyttet, giver fortsat problemer med at få hentet affald på Åkirkebyvej..


På Åkirkebyvej 158 i Rønne hos Niels Ingvorsen er der stadig uvished om, hvordan affaldet skal hentes i fremtiden. Som tidligere omtalt i Tidende er dagrenovationen gennem de 23 år, han har boet i huset, foregået fra Åkirkebyvej, men i lighed med godt 5.000 husstande rundt på Bornholm fik familien i slutningen af august besked om, at adgangsvejen til affaldspandene skulle ændres.

Nærmere betegnet er det trappen på tre trin fra fortovet og ned til flisegangen, hvor affaldsspandene står, der ikke lever op til Arbejdstilsynets regler.

Ingvorsen gjorde imidlertid opmærksom på, at trappen ikke er hans, men Vejdirektoratets, idet der er tale om en statsvej, hvorfor det altså ikke – påpeger han – kan blive hans opgave at foretage sig noget i forhold til trappen, og han mente, at kommunens vejmyndighed derfor måtte bede Vejdirektoratet tage affære.

Som sagt, så gjort. Men som refereret i Tidende 18. november afviser direktoratet at foretage sig noget.

Maria Lønsmand Sande, afdelingsleder i Planlægning og myndighed fra Vejdirektoratet, slog fast, at Vejdirektoratet rigtig nok på statens veje skal sikre, at den generelle og almindelige færdsel kan gennemføres, men det skal ikke "varetage opståede særhensyn for færdsel til enkeltejendomme".

Hun fortsatte: "Grundejeren i nr. 158, har ud over adgangen via trappen fra Åkirkebyvej 158 også vejadgang ad den private fællesvej, der ligger ved siden af nr. 156" og Vejdirektoratet vurderer, at det er "muligt at få afhentet affald via den private fællesvej, og det er ikke anderledes end mange andre steder i landet, hvor borgere ikke bare kan sætte affaldet ud foran hoveddøren, men må gå hen med det et passende sted, hvor renovationen kan afhente det".

Og det er lige præcis denne mulighed, Carl Winther fra vejmyndigheden under regionskommunen også peger på. Han har tidligere over for Tidende nævnt muligheden af enten af lave en affaldsø til flere husstande på p-pladsen ved Knudsker Idrætsforening bag husene, eller også at benytte fællesvejen mellem nr. 154 og 156 fra Åkirkebyvej, hvorfra der går en jordvej ind umiddelbart bag Åkirkebyvej 156 og 158.

Denne vej går rent faktisk hen over Jens Voigts grund, idet han bor i nr. 156, men Niels Ingvorsen har fået tinglyst, at han kan bruge den som adgangsvej.

Jens Voigt har over for Tidende oplyst, at han ikke som sådan har indvendinger imod, at Ingvorsen får sit affald afhentet den vej, men han har i en mail til avisen gjort det klart, at tinglysningen ikke giver Ingvorsen eller andre ret til at ændre på vejens underlag. Derfor mener han heller ikke umiddelbart, at vejmyndighed eller kommune kan tilbyde Ingvorsen affaldshentning den vej, idet han påpeger, at det kræver ændring af underlaget.

 

Her på kortet er den private fællesvej, som ligger på kommunens grund, mellem 154 og 156 farvet grøn. Den blå streg viser indkørslen bagom nr. 156 og ind til 158, hvor vejmyndigheden forslår, at Ingvorsen skal placere sit affald.

 

Privat fællesvej

Carl Winther fra regionskommunens vejmyndighed oplyser dog til Tidende, at han mener, det vil være den bedste løsning at benytte denne vej, hvilket han også i et brev til Niels Ingvorsen har gjort opmærksom på.

Jeres holdning er, at når trappen fra Åkirkebyvej ikke kan bruges, må I finde en anden løsning?

– Ja, så er der den private fællesvej, som ligger på kommunens grund, mellem 154 og 156. Og der er mange andre steder, man benytter private fællesveje, siger Carl Winther.

– Så kan skraldebilen køre ned ad den, og renovationsmedarbejderne gå ind og hente affaldsspandene både fra 156 og 158.

Men den her bevæger sig jo så hen over Jens Voigts private grund?

– Ja, men der bliver ikke tale om at køre ind med skraldebilen, affaldsspandene skal trækkes fra nr. 158, forbi nr. 156 og hen til skraldebilen på fællesvejen.

Så i givet fald skal Niels Ingvorsen bare stille sit affald om på den anden side af sit hus?

– Ja. Det er i sidste instans Bofa, der skal godkende den løsning, men det har vi forstået, at de gerne vil.

Vil den løsning, du her skitserer, på noget tidspunkt komme til at koste beboerne i husene penge?

– Nej, det tror jeg ikke. Men jeg kan ikke helt udelukke, at man skal lave nogle mindre tilretninger som de for eksempel har foretaget bag nr. 156 med nogle fliser til affaldsspandene, siger Carl Winther.

Niels Ingvorsen betoner, at den problematik, han oplever, ikke kun er gældende for ham selv, men også for andre af beboerne i hans område. Til den oven for skitserede løsning siger han til Tidende:

– Hvis den løsning kan udføres, uden at jeg får nogen form for udgifter nu eller i fremtiden, så er det i orden med mig. Men hvis det kan løses på den måde, vil jeg også opfatte det, som at der er sket et mirakel af bibelske dimensioner.

Han mener stadig, den nemmeste løsning er, at regionskommunen eller Vejdirektoratet sørgede for, at rette hans trappe til.