Rønne Vandrerhjem skal finde nye ejere.
Det fremgår hos EDC Bornholmerbo, at vandrerhjemmet på Arsenalvej, der ejes af den bornholmske finansmand Philip Marker, er sat til salg. Og det skyldes først og fremmest, at den nuværende forpagter, Andreas Bille Brahe, har opsagt sin kontrakt, forklarer sælgeren.
– Jeg har haft vandrerhjemmet i seks år, hvor Andreas har været forpagter i alle årene. Han har så valgt at ville lave noget andet nu og kører sæsonen ud, og så ser jeg, om jeg skal sælge det eller måske forpagte det til en anden, fortæller Philip Marker.
Han tilføjer, at det samme kommer til at ske med vandrerhjemmet Nordliv i Hasle, der også forpagtes af Andreas Bille Brahe. Og det er helt udramatisk, at forpagteren nu søger nye græsgange, fortæller hovedpersonen selv.