Våbensagen klæber til ham: 'Har intet med mig at gøre'

Den tidligere museumsleder på Bornholms Forsvarsmuseum, Klaus Linnert, mener, at han er blevet gjort uretfærdigt til syndebuk i sagen om de forsvundne våben. Bortvisningen af ham skete på et helt andet grundlag, lyder det.

Sagen om forsvarsmuseet, der var for retten i tirsdags, begyndte at rulle i sommeren 2020, hvor en pensioneret militærmand kom i besiddelse af en maskinpistol i forbindelse med, at han ville hjælpe sin søn, der var indblandet i noget kriminalitet.

Den var stjålet fra museet, uden det var blevet opdaget, og sagen førte til en større undersøgelse af våbensamlingen på museet. Senere på året blev den daværende museumsleder Klaus Linnert bortvist af Kastellets Venner Bornholm, som er støtteforeningen bag Bornholms Forsvarsmuseum.

Foreningen udsendte i den forbindelse en pressemeddelelse, hvor formanden for Kastellets Venner, Jens P. Christoffersson udtalte, at "tyveriet er en sag, som vi tager meget alvorligt. På baggrund af hændelsesforløbet og interne undersøgelser må vi erkende, at museumslederen ikke er og kan ikke være en del af løsningen for museet".

Fejlagtigt gjort til syndebuk

Men i det bortvisningsbrev, som Klaus Linnert modtog fra bestyrelsen, blev våbensagen ikke nævnt som en årsagerne til, at man havde truffet beslutningen.

Der blev i stedet givet tre årsager, som den forhenværende museumsleder gennem et længere sagsforløb efterfølgende har indgået et forlig med Kastellets Venner om, da han mente, at bortvisningen skete uberettiget.

– Forsvarsmuseet har måttet krybe til korset og betale mig for uberettiget bortvisning. Men befolkningen på Bornholm tror jo stadig, det er mig, der er syndebukken for våbensagen, siger Klaus Linnert og uddyber, at han stadig den dag i dag møder mennesker på gaden, der anklager ham for hans rolle i sagen.

– Hvis ikke det kommer frem, at jeg intet havde med våbensagen at gøre, og at jeg blev bortvist på et andet grundlag, som heller ikke var berettiget, så er min kone og jeg nødt til at forlade Bornholm. Så slemt har det været. Det er vigtigt for mig, at det gøres klart, at min bortvisning ikke havde nogen relation til våbensagen. Ingen overhovedet.

– I så fald havde jeg nok heller ikke siddet som politiets vidne i begge de sager, der har været. Hvis politiet mente, at jeg havde skyld i det, der havde foregået, havde jeg nok siddet på den anden side.

Forsøgte at råbe bestyrelsen op

Hvad tænker du om din egen rolle og ansvar, og er der noget, du kunne have gjort anderledes?

– Det ved jeg ikke rigtig, fordi jeg har jo mange gange gjort både museets bestyrelse og politiet opmærksom på, at der skulle ses på, om våbnene er opbevaret korrekt og så videre. Jeg mener, jeg råbte så højt, jeg overhovedet kunne. Jeg installerede også et overvågningssystem på museet. Det var ikke verdens bedste, men der var alligevel fire kameraer. Jeg satte også ekstra låse op, så jeg mener ikke, jeg kunne have gjort mere.

Men sådan et ansvar vil vel altid i en eller anden grad falde tilbage på museumslederen?

– Nej, for det er jo en forening, der har en bestyrelse, som ansatte mig. Bestyrelsen var min chef, og det er den, der har det overordnede ansvar, hvilket også står i forretningsordenen. Jeg var i grove træk bare ansat til at være ”stikirenddreng” og gøre det, de bad mig om at gøre, siger Klaus Linnert.

Han fortæller, at han ved sin ansættelse tilbage i 2014 fik en knap så udførlig overlevering fra hans forgænger, og inden sagen begyndte at rulle, var han i det hele taget ikke bevidst om, at man som museum skulle have en våbentilladelse, hvilket Klaus Linnert også gav udtryk for i retten i tirsdags.

– Jeg havde fået den opfattelse, at der var nogle genstande, som blev taget ind og registreret i museumsdatabasen, og så var det det. Og det er så nok min fejl, at jeg ikke er gået i dybden med det. Men jeg var museumsleder, hvilket vil sige, at jeg åbnede, gjorde rent, solgte billetter og så videre, men alt det, der lå niveauet højere, blev håndteret af bestyrelsen. At jeg så havde udfordringer med at komme igennem til bestyrelsen i de første mange år, er en anden sag.

Hvordan prøvede du at komme igennem?

– Jeg gjorde opmærksom på, at der var nogle problemer med våbnene og bad bestyrelsen om hjælp til at få styr på det. Men der skete ingenting. Gang på gang sagde jeg, at de var nødt til at hjælpe mig, og at jeg ikke kunne klare det alene, når jeg havde alt det andet at tage mig af. Og der skete ikke en dyt, siger Klaus Linnert.

Våben lå ikke i bunker

Den tidligere museumsleder var som nævnt indkaldt som vidne i sagen mod foreningen, der driver forsvarsmuseet.

Den er tiltalt for at opbevare over 180 våben forkert, og derudover skulle mellem 13 og 15 våben være forsvundet fra museet.

– Det fremgår af sagen, at våbnene lå i stakke på gulvet, men det gjorde de simpelthen ikke. Som jeg også forklarede i retten, så lå de pænt på hylder. Det var først, da politiet kom, og vi skulle gøre op, hvad det var for nogle våben. Så sorterede vi dem i bunker, og det var først der, at de lå i bunker, siger Klaus Linnert, der derudover var overrasket over anklagerens spørgsmål i retten.

– Det kom fuldstændig bag på mig, at de ville bore i det med våbentilladelser. Dengang jeg var der, blev der på intet tidspunkt snakket om våbentilladelser. Der blev snakket udelukkende om opbevaring af dem. Anklagemyndigheden kørte i stor stil på, hvorfor jeg ikke havde sørget for, at der var våbentilladelse til museets våben. Men det havde jeg intet med at gøre.

Tidende har siden onsdag forsøgt at forholde formanden for Kastellets Venners, Jens P. Christoffersson, påstandene om, at Klaus Linnert er blevet gjort uretfærdigt til syndebuk i sagen, og at bestyrelsen flere gange skulle være blevet gjort opmærksom på udfordringer. Han er dog ikke vendt tilbage på Tidendes henvendelser.

Der afsiges dom i sagen den 21. februar.

Foreningen bag museet har erkendt de faktiske omstændigheder, men går efter frifindelse eller en nedsættelse af anklagemyndighedens bødekrav, så den i stedet for 75.000 kroner lyder på 10.000 kroner, har forsvarer Peter Vang tidligere fortalt.