Fredag den 24. februar markerede årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, og siden maj har Marina Nesvit været på flugt fra Kharkiv, hvor hun boede.
– Jeg vil virkelig gerne have, at krigen snart slutter. Det er en stor smerte og en stor ødelæggelse. Mange mennesker dør på begge sider, skriver Marina Nesvit på sin telefon, som oversætter det.
Hjemme i Ukraine har hun sin 75-årige far. Han bor ikke i en af de større byer, så han har det egentlig godt, og han er for gammel til at flytte med til Danmark.
Men for Marina Nesvit er der ikke meget at vende hjem til, så hun er begyndt at tænke over, hvad der mon sker den dag, hendes opholdstilladelse udløber.
– Jeg kan rigtig godt lide Bornholm og de mennesker, der er her, og jeg har et godt job. Her er nemt at bo, økonomisk er alt i orden, og jeg arbejder og har penge til alt, hvad jeg har brug for. På den måde kan jeg hjælpe min far, forklarer hun.