Tysk investor vil opføre op imod 30 tiny houses i Ekkodalen

Tysk investor vil opføre op imod 30 tiny houses i Ekkodalen
Jan Sadowskys seneste tiny house projekt på den nordtyske kyst. Husene placeres på betonfødder, så de er nemme at flytte. Eget foto
TURISME | EKKODALEN | ABONNENT | 2. JUL 2021 • 18:36
TURISME | EKKODALEN | ABONNENT
2. JUL 2021 • 18:36

Efter 15 år på markedet er det endelig lykkedes for Ulf Müller at sælge savværksgrunden i Ekkodalen. Ulf Müller drev savværket frem til lukningen i 2006.

Køber er den tyske erhvervsmand og iværksætter Jan Sadowsky. Han lever af at lave grønne turistinitiativer, herunder tiny houses, som har været en voksende trend blandt grønne turister i blandt andet USA de seneste ti år.

Tiny houses er små mobile huse på størrelse med en skurvogn, men indrettet med moderne bekvemmeligheder som brusebad og køkken.

– Planen er, at der skal være op imod 30 tiny houses på grunden. Men jeg er først lige begyndt at tale med myndighederne, så det er for tidligt at sige, hvad der præcist kommer til at ske i Ekkodalen, siger Jan Sadowsky, der har base i Elmshorn, nord for Hamburg.

Gammel industrigrund

Projektet er kendt i kommunen, og lederen af Udvikling og Plan Søren Møller Christensen vurderer ikke, at der skal udarbejdes ny lokalplan for at der kan opsættes op til 30 tiny houses på grunden.

– Vi har kigget på forslaget og det er vores vurdering, at der måske skal ses på nogle dispensationer, som skal sendes i høring, men at det ikke kræver ny planlægning. Det ser spændende ud og det bliver da godt at få sommerhuse inde midt på øen, siger Søren Møller Christensen.

Han kan ikke besvare spørgsmål vedrørende byggemodning, kloakering og infrastruktur.

– De skal søge en byggetilladelse og så vil de spørgsmål automatisk blive behandlet, siger han.


Bjarke Ingels' tiny house A45. Eget foto


Huse tegnet af Bjarke Ingels

Jan Sadowsky udlejer allerede tiny houses til turister i Tyskland og Østrig, men på sigt vil han gerne sprede modellen ud til hele Europa. Købet på Bornholm er erhvervsmandens første skridt ind på det skandinaviske marked.

Købsaftalen blev underskrevet i maj, og nu starter arbejdet med at lægge en konkret plan for grunden i Ekkodalen.

– Vi er ikke helt sikre på konceptet endnu, men vi bygger med tanke på bæredygtighed og bruger naturens materialer, siger Jan Sadowsky, der torsdag var i Harensiel ved den nordvesttyske kyst for at åbne sin seneste tiny village. Husene her er 22 kvadratmeter med otte kvadratmeter terrasse, men Jan Sadowsky har som udgangspunkt andre tanker med husene i Ekkodalen.

– Jeg vil gerne sætte Bjarke Ingels' tiny houses op, siger han.

Efter planen klar om et år

Den danske superarkitekt lavede tilbage i 2018 en prototype på et tiny house, A45, i samarbejde med Søren Rose, der også har tegnestue i New York. Der er dog ingen garanti for, at det bliver præcis den model, siger Jan Sadowsky.

Men hvorfor lige Bornholm? Har du været her før?

– Nej, det var nogle venner, der gjorde mig opmærksom på grunden, fortæller den tyske iværksætter. Hans kendskab til Bornholm begrænser sig til to besøg, senest i maj, hvor han skrev under på skødet. Det første besøg i september 2020 bekræftede ham i, at stedet var oplagt til et nyt projekt.

– Bornholm er et vidunderligt sted, og jeg kan godt lide Ekkodalen, fordi der er mange forskellige slags natur, siger Jan Sadowsky, der ikke tænkte sig om særlig længe, før han besluttede sig for at købe.

– Fremtiden indenfor turisme er naturen, siger han og tilføjer:

– Og nogle gange, når du ser noget, er du klar til at handle hurtigt.

De små huse skal efter planen være opstillet og klar til udlejning i maj næste år.



Christian og Joan Froberg Dahl. Arkivfoto: Allan Rieck

Restauratør og nabo: Det er en god ting

Savværksgrunden er nabo til Ekkodalshuset, som beboes af Christian og Joan Froberg Dahl.

Restauratørparret, der driver frokostrestaurant og kiosk på matriklen, deler dermed hæk med det kommende tiny house-projekt, og udsigten til nyt liv på den tilgroede nabogrund vækker udelt begejstring hos parret.

– Vi er som udgangspunkt positive overfor ethvert tiltag, som kan gøre området mere attraktivt. Med respekt for naturen og området, understreger Christian Froberg Dahl, der overtog Ekkodalshuset for fem år siden.

Han glæder sig især over, at der er tale om et projekt med fokus på natur og bæredygtighed.

– Af alle de ting, der kunne have været sket, er det her en god ting, siger han. 

 


Om området

Savværksgrunden er ifølge lokalplanen på 5,3 hektar med mulighed for opførelse af 30 sommerhuse. Arealet skråner fra Almindingsvej ned mod Ekkodalen med et samlet fald på cirka 12 meter.

Nord for grunden ligger Ekkodalen, en skovriderbolig samt Naturstyrelsen Bornholms administration.

Mod vest et område der anvendes til parkering for områdets mange besøgende herunder

parkering af turistbusser.

Desuden er der en helårsbolig samt en tidligere beboelsesbygning ”Klippely” og ved parkeringspladsen er traktørstedet Ekkodalshuset, der udover en helårsbeboelse også indeholder publikumsfaciliteter som restaurant og kiosk.

Kilde: BRK, lokalplan 030

 


Historien

Lokalplanområdet rummer en erhvervsgrund med mange bygninger i forfald, og med spredt træbevoksning på de tiloversblevne arealer. Mod Ekkodalsvejen findes en mere sammenhængende bevoksning af træer Savværksgrunden har en industrihistorie der strækker sig tilbage til 1906.

Bygningerne skønnes ikke bevaringsværdige.

I området er også et par bevaringsværdige stationsbygninger. Stationsbygningerne gik af brug da denne del af Bornholms Jernbane blev nedlagt i 1950'erne. Bygningerne benyttes i dag til fritidsformål.

Kile: BRK, lokalplan 030

 


Tiny house-bevægelsen

Et tiny house er et lille hus, som typisk er mellem 10 og 40 kvadratmeter.

I et tiny house handler det i bund og grund om at få alle vigtige funktioner i et hjem rykket ind på mindre plads, mens det overflødige skæres fra.

Beboerne er typisk mennesker, der ønsker at formindske CO2-trykket i tilværelsen, blandt andet ved at indvinde elektricitet via solpaneler eller andre grønne kilder, og begrænse spild og forurening.

De senere år har konceptet bevæget sig over i både turismesegmentet og det bedre stillede marked for fritidsboliger, og her antager tiny houses ofte en mere luksuriøs karakter.



FÅ ABONNEMENT