– Vores varelager stiger jo, og hvis vi ikke får dem solgt, så ryger det i kælderen, og der bliver det i hvert fald ikke solgt. Det skal realiseres, når muligheden byder sig, og det gør den jo i den kommende uge, hvor folk er i byen, pengepungen er fremme og folk er indstillet på at shoppe, forklarer han.
Han kan nikke genkendende til tanken om, at det er januarudsalget, der falder en måned for tidligt, for normalt kører butikkerne black friday tilbud på nogle få varegrupper, som så er købt hjem i et begrænset antal, mens resten af butikken som regel kører nogenlunde normale priser. Sådan er det ikke helt i år.
– I år kommer mange nok til at benytte lejligheden til at få solgt nogle af alle de ting, de har på lageret, nu hvor lejligheden byder sig, så på den måde kan det nok minde om et januarudsalg.
Den største forskel for ham selv er dog, at hvor det tidligere var black friday, så er det nu blevet fladet ud til en black week. Han anslår, at dagene nok tilsammen giver en større omsætning, end black friday gjorde tidligere, men personligt savner han adrenalinsuset, som han tidligere oplevede om fredagen, hvor butikken var proppet med mennesker, og gågaden var helt sort af handlende.
Forventer masser af kunder
I Aakirkeby har de faktisk ikke mærket krisen så meget endnu. Her oplever Sophus Severin, som er en del af i Sydbornholms Turist- og Erhvervsforening, at folk køber meget fornuftigt - lidt ligesom de plejer. Og derfor er byens butikker også klar til en black week med masser af stemning og handlende.
– Vi har nogle butikker, som har black week tilbud, og så plejer det også bare at få folk i gang med at købe ind, fordi black week ligesom skaber en større bevidsthed om det og måske giver folk lyst til at shoppe, så det er jo dejligt, fortæller han.
Han forventer, at den kommende uge kommer til at byde på masser af kunder fra hele øen, som måske kommer forbi for specifikke slagtilbud i byens butikker, eller som vil ud og kigge, hvad flere forskellige byer har at byde ind med til julegaveshoppingen i den store tilbudsuge.
– November og december er generelt nogle gode måneder, og det har det også været indtil videre. Der skal købes julegaver, der er juleudstilling i byen, og i den kommende uge kan man få en god pris, så der sidder pengene også gerne lidt løsere på folk, slutter han.