Konceptet er stort set det samme, som da Bastian Barsø lukkede ned i 2019, men da han rejser tilbage i midten af august skal der andre kræfter til, for at åbningstiderne kan opretholdes, og som mange andre har oplevet før dem, så er arbejdskraft altså ikke længere noget, der hænger på træerne.
– Vi mangler stadigvæk et par stykker, der kan hjælpe os med at køre hele august måned. Det er svært at skaffe personale, og det er hele vejen rundt og på hele Bornholm. Da jeg var ung, var der aldrig et problem. Der kunne vi sgu altid få medarbejdere, men det er svært i dag, fortæller Bjørn Barsø, som gætter på at han også selv er en del af problemet. Han oplever nemlig, at det for mange unge ikke længere er en nødvendighed at arbejde hele sommeren, hvis man vil have de ting, man ønsker sig.
– Jeg har jo også givet mine børn lommepenge, så de kunne have det godt, men det betyder bare, at der ikke er den samme sult på at have et arbejde, så du kan få dig et par nye cowboybukser, gætter han.
Vil flytte tilbage
Selvom det er festligt at drive café og svælge i minderne fra ungdommen, er det fortsat planen, at nogen skal overtage lokalerne, når far og søn rejser tilbage til henholdsvis København og USA.
Derfor står lejligheden ovenpå stadig tom, for drømmen er, at huset skal lejes ud til et par eller en familie, der har en plan om at lave en restaurant.