Slagteriet: Vi presser citronen

Slagteriet: Vi presser citronen
Jesper Sørensen, fabrikschef på Danish Crown-slagteriet i Rønne. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | 10. FEB • 15:30
ERHVERV | 10. FEB • 15:30

Danish Crown i Rønne manglede for en måned siden 30 medarbejdere. Det tal er nu halveret, men det er en kamp at komme op på fuld bemanding, siger fabrikschefen.

Midt i januar kørte en bus ind på parkeringspladsen foran Danish Crown-slagteriet i Rønne. Ud steg 16 tidligere medarbejdere fra slagteriet i Ringsted.

De skulle over og se, om det kunne være noget for dem at flytte til Bornholm.

– Og det håber vi jo på, sagde Thomas Hansen forud for ankomsten.

Tillidsrepræsentanten for de cirka 200 slagteriarbejdere i Rønne forklarede, at man havde haft held med at få fem medarbejdere til Bornholm, da slagteriet i Ringsted lukkede i september 2024. Håbet var nu, at der ville være et par stykker i bussen, som havde lyst til at følge i kollegernes fodspor og tilvælge et liv på Bornholm.

For det er svært at skaffe arbejdskraft til Danish Crown-slagteriet i Rønne.

I begyndelsen af det nye år manglede man cirka 30 medarbejdere, og det kan mærkes, indrømmer fabrikschef Jesper Sørensen.

– Vi er ude at bede vores medarbejdere om at arbejde over. Vi er derhenne, hvor vi er ved at have presset citronen. De skal have ros for, at vi får pakket op og udbenet alt det vi skal. Men det er et stort problem, at vi ikke kan tiltrække arbejdskraft.

Vi skal være hurtige nu

Det gik dog ikke som forventet med besøget fra Ringsted.

– Vi var ikke så heldige, at der var nogen af de 16, der sprang på. Størstedelen var polakker, og de kan ikke komme hurtigt nok hjem i weekenderne. Det er den største hæmsko i forhold til at få dem herover, siger Jesper Sørensen.

Det er dog lykkedes for slagteriet at skaffe 12 nye slagteriarbejdere i løbet af januar måned. Danish Crown var med på jobmesse i Rønne i sidste uge, og ansætter lige nu alt det de kan få fat på her på øen. Det gælder blandt andet en gruppe herboende ukrainere, der har været gennem et praktikforløb, tilrettelagt af slagteriet og det kommunale jobcenter.

– Vi fik 12 ind i januar måned. Så det går den rigtige vej. Men vi mangler stadig 15-18 stykker. Så vi skal være hurtige nu, inden sæsonstart, siger Jesper Sørensen.

Ikke fysisk hårdt mere

Jesper Sørensen kommer selv fra Danish Crown-fabrikken i Ringsted. Her var han driftsleder frem til 2022, hvor han tog springet til Bornholm og blev fabrikschef på det lille slagteri i Rønne. Her beskæftiger man 210 medarbejdere, mod 1.200 på det nu lukkede slagteri i Ringsted.

Jesper Sørensen vil gerne aflive nogle myter om arbejdet på et slagteri.

– Mange tror stadig det er fysisk hårdt arbejde, men det er det ikke længere. Vi har mange hjælpemidler, eksempelvis løftehandsker, og vi sætter robotter ind de steder, hvor det er tungt, siger han.

Der er mange forskellige typer job på slagteriet, men fælles for alle ansatte er, at man møder mellem 6.00 og 7.00, og har tidligt fri. Timerne er fordelt på fire lange dage, og så har man fri klokken 12.00 om fredagen.

Det eneste, der kræves som slagteriarbejder er gå-på-mod, siger Jesper Sørensen.

– Det er et godt job som ufaglært, hvor du får 155 kroner i timen i basisløn. Men med diverse tillæg kommer timelønnen hurtigt op på 220 kroner, inden pension.

Som slagteriarbejder har man også stor indflydelse på sin løn, tilføjer Jesper Sørensen.

– Fritvalget er voldsomt stort. Du bestemmer selv om de penge, der skal sættes til side skal sættes ind som ferie eller afspadsering, eller om du vil have dem udbetalt eller ind på en pension.



Foto: Joan Øhrstrøm

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT