Røgeri bliver sat til salg igen

Annette og Thomas Casmose ærgrer sig, men det er blevet for besværligt for dem at drive Arnager Røgeri.
Arnager Røgeri bliver sat til salg, og det sker måske allerede i næste uge. Det oplyser ejerne af røgeriet, Annette og Thomas Casmose.
– Det er for stor en udfordring for os at drive røgeriet. Vi vil det rigtig gerne, men hvis vi ikke kan få det til at køre, hvis vi ikke selv er her fysisk, giver det ingen mening. Vi kan ikke bare forlade vores andre forretninger på Sjælland, siger Thomas Casmose.
Annette og Thomas Casmose driver ud over røgeriet også en restaurant og en frugt- og blomsterbod i Holbæk.
Parret købte røgeriet i efteråret 2020, og der er siden lagt penge i en større renovering, hvor restauranten er bygget om, der er etableret et gårdmiljø, og der er bygget seks ferielejligheder til udlejning.
Fiskebutik har været lukket
Men den helt store udfordring har været at skaffe personale. Man forsøgte at holde på medarbejderne fra 2021 ved at garantere dem løn hen over vinteren, hvor man holdt lidt aftenåbent og weekendåbent, selv om det var en underskudsforretning.
Men forsøget nåede ikke i mål, og i foråret måtte man i gang med at hyre nye medarbejdere. Det viste sig så vanskeligt, at røgeriet i forsæsonen på grund af underbemanding ikke åbnede fiskebutikken, men koncentrerede sig om restauranten.
– Det har vi selvfølgelig fået nogle prygl for. Det har gjort lidt ondt. Men jeg tænker, at flere bornholmske virksomheder har de samme udfordringer, og vi mærker det også på Sjælland. Vi har valgt, at Anette og jeg er herovre i højsæsonen, hvor vi har fiskebutikken åben. Ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre, siger Thomas Casmose.
Vil ikke skuffe kunderne
Er det kommet bag på dig, at det er så svært at drive denne virksomhed?
– Jeg har drevet virksomhed i over 30 år. Jeg synes, at Arnager Røgeri er det fedeste sted. Men det er kommet bag på mig, at det er så svært. Man skal ikke gå rundt og have ondt i maven over at drive en forretning, hvor man føler, at det halter. Der er ikke noget værre end at skuffe kunder.
– Planen var, at vi ville være på Sjælland på hverdagene og herovre i weekenden. Men hvis vi ikke engang kan undværes i hverdagene herovre, så kan vi ikke få det til at hænge sammen. Så er stedet måske bedre tjent med, at det er en lokal familie, der ejer det, og som kan være her fysisk hele tiden. For det kræver det. Her kommer mange gæster, og vi har kæmpe frokostryk hver dag. Det går ikke dårligt, understreger Thomas Casmose.
Måske lejligheder
Ejerne er dog ikke færdige med Bornholm:
– Det kan være, at vi skal investere i nogle flere lejligheder herovre og så have ren udlejning. Noget, hvor der ikke er drift. For vi elsker at være herovre. Jeg er sikker på, at vi finder på noget andet. Vi vil afslutte det her ordentligt og drive røgeriet så godt vi kan, indtil vi får det solgt. Vi holder som tidligere åbent indtil september, slutter Thomas Casmose.
MEST LÆSTE


Rættframmer
Hvis man er ‘rættframmer’, er man ligefrem.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration