Når Mikkel ikke er ude på sin læreplads hos AK Smedeteknik, står den på skolebænk. Og selvom det er rart at lade hænderne udrette noget, er tiden i skolen bestemt ikke at foragte.
– Stemningen på skolen er supergod. Det er virkelig dejligt. Lærerne er der altid, hvis man har brug for hjælp, og jeg har virkelig gode klassekammerater. Det er over mine forventninger.
Det har til gengæld ikke været nogen stor overraskelse for Mikkel at stifte bekendtskab med sin læreplads.
– Jeg kendte dem i forvejen, så jeg vidste også, hvad jeg gik ind til. Det var rart at vide, siger han.
Mikkel har ikke gået rundt med en karriereplanlægger i maven gennem folkeskoletiden.
– Jeg har taget det hele lidt, som det er kommet, men det er det rigtige, jeg har valgt, det kan jeg mærke. Når jeg er færdig med min uddannelse, satser jeg på at blive reparationssmed.