Når kommuner tager ansvar for produktion af grøn strøm, er det værd at belønne, mener regeringen. Derfor er den klar med et tilskud til de kommuner, som går forrest i den grønne omstilling. Det kommer blandt andet Bornholm til gode. Fra 2026 til 2035 vil regeringen hvert år fordele 200 millioner kroner mellem kommuner, der planlægger for produktion af sol- og vindenergi, og Bornholm får andel i den første fordeling.
– De kommuner, der er bedst til opsætning af sol- og vindenergi på land til gavn for hele Danmark, skal naturligvis belønnes for det, siger minister for byer og landdistrikter Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse.
Af den fremgår det, at Bornholm modtager 1.361.563 kroner i 2026 på baggrund af ny kapacitet og produktion i 2024. Udmøntningen af tilskuddet forudsætter dog, at kommende bevillingslove skaber den nødvendige hjemmel.
Tilskuddet er en konkretisering af den tanke, regeringen lancerede i sit landdistriktsudspil i august sidste år om at give en større økonomisk gevinst til de kommuner, der tager det største ansvar for opstilling af vedvarende energi.