"Greenlab Skive er derfor ikke blot et udlæg af et areal, men en ramme for samarbejde, der muliggør investeringer og job. Målet med turen er derfor at indhente erfaringer og få en god dialog om, hvordan man som lokalsamfund kan gribe de muligheder, der opstår i forbindelse med den grønne omstilling", hedder det i en pressemeddelelse fra regionskommunen.
– Bornholm står over for den største anlægsinvestering på land nogensinde, og vi skal gøre hvad vi kan for at gribe den chance for udvikling, arbejdspladser og uddannelser, der ligger lige foran os. Jeg glæder mig derfor til at høre, hvordan Skive Kommune sammen med virksomheder har arbejdet for at bane vejen for en grøn erhvervspark som Greenlab Skive, siger borgmester Jacob Trøst i pressemeddelelsen.
– Det har krævet innovative partnere, investeringsparathed og et godt og tillidsfuldt samarbejde partnere imellem. Det oplever jeg også, at der er på Bornholm, så jeg tror vi har gode forudsætninger for at skabe en succes, siger han.
– Greenlab Skive er måske det bedste danske eksempel på, hvordan man kan skabe grønne arbejdspladser ud af vedvarende energi. Skal vi lykkes med at bruge energiøen som løftestang for Bornholms grønne udvikling, skal vi lære af andre, som succesfuldt har gjort noget lignende før, siger Søren Møller Christensen, konstitueret direktør i Baltic Energy Island.
De af turens deltagere, der ikke kommer fra regionskommunen, repræsenterer Dansk Industri Bornholm, Beof, Danmarks Tekniske Universitet, Bornholms Landbrug & Fødevarer, Tekniq, SMV Bornholm, Offshore Center Bornholm, Business Center Bornholm, Baltic Energy Island, Center for Regional og Turismeforskning samt Rønne Havn.