Nyt bageri med 'en rigtig årgangssurdej'

Mikrobageren i Listed startede sidste år som et hobbyprojekt for hele familien. På lørdag åbner de en helt ny vinterbod hjemme i privaten med surdejsbrød, pizza, kage og kaffe to go.
Det startede egentlig som et hobbyprojekt, men nu er det blevet til en arbejdsmæssig fritidsbeskæftigelse.
Sådan beskriver Gitte Thyme-Duvald den lille biks, Mikrobageren i Listed, der slår dørene – eller vinduerne – op for første gang på lørdag den 11. februar.
For det lille bageri, der sælger surdejsbrød, kaffe, pizzaer og morgenkager to go, holder til hos familien i privaten, hvor de har åbnet for deres spisekammer og lavet en lille bod.
– Projektet startede egentlig sidste sommer, hvor vores unge mennesker herhjemme gerne ville lave en café, fortæller Gitte Thyme-Duvald.
Det blev afprøvet, de fik foræret en kaffemaskine af naboen og Gitte og hendes mand, Dennis, bagte noget brød og hjalp deres børn med at lave en bod.
– Men der er kommet lovgivning for nogle år siden, der gør, at børn og unge under 18 år i Danmark godt må starte noget op, men bare ikke når det er en fødevarevirksomhed, fortæller hun. Og så blev hun og Dennis selv en del af det.
– Der fandt vi ud af det at lave et mikrobageri måske var en meget god idé til at have en kreativ, og fælles hobby i vores liv.
Lå lige til højrebenet
Gitte Thyme-Duvald og hendes mand Dennis arbejder til daglig hjemmefra i en fælles, internetbaseret rådgivningsvirksomhed.
– Vi sidder meget ned i vores daglige arbejde, og vi har længe savnet at lave noget afvekslende og fysisk kreativt ved siden af vores job. Dennis har i mange år interesseret sig for at bage med surdej, og det har været hans måde at stresse af efter en arbejdsdag. Jeg selv er en organisator, som elsker at designe og realisere projekter både arbejdsmæssigt og på hjemmefronten, så det at starte vores eget mikrobageri med surdejsbrød lå lige til højrebenet og passede godt til vores liv, fortæller Gitte Thyme-Duvald.
Brødet bliver bagt med en surdej fra 2011. Privatfoto
En rigtig årgangssurdej
Alt brødet bliver bagt hjemmefra, og det passer egentlig meget godt ind i familiens daglige rutine.
– Vi er alligevel tidligt oppe, og min mand har tit gået og bagt brød om morgenen.
– Surdejen, som vi anvender, stammer faktisk helt til tilbage fra dengang Dennis begyndte at nørde med surdej i 2011, så det kan man vel godt kalde en rigtig årgangssurdej, fortæller Gitte Thyme-Duvald og tilføjer, at surdejen bliver frisket op med nyt økologisk mel, som de selv kværner på egen stenmølle.
– Vi synes begge, at surdejen, det friskkværnede mel og en lang hævetid fremhæver brødets smag og kvalitet. Med surdejen som afsæt har vi udviklet forskellige deje, som vi bruger til at lave vores brød, morgenkager og pizza af.
Vejbod om sommeren
Fordi bageriet skal passe sammen med families liv, vil bagerboden i starten kun være åben om lørdagen.
– I hvert fald lige pt. Om sommeren har vi en vejbod med frisk brød hver dag fra mandag til fredag, fortæller Gitte Thyme-Duvald.
Da de startede op sidste år, blev de godt modtaget.
– Mange var begejstrede for brødet, og så begyndte Dennis at lave en vejbod, hvor man kunne hente sit brød. Og det gik godt, og så har vi kommercialiseret det mere nu. Men det skal også passe til vores liv, og lige nu er det for koldt til at have en vejbod stående, og vi har ikke ressourcer til at passe en bod til daglig. Så det her er en indendørs vinterbod, men vi har en vejbod, som vi tænker vil åbne senere på året, når det bliver varmt nok.
Mikrobageren i Listed holder i vinteren åbent hver lørdag fra klokken 8.30 til 14 og holder til på adressen Hans Thygesensvej 40.
Folkeskolen er det vigtigste


Ejn sæksara
Et sæt bestående af en stor snaps og et lille glas øl. Betegnelsen kommer af, at det kostede seks øre.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration