Claus Schiko overtog Promenaden, det gamle ishus ved campingpladsen, ved årsskiftet, og siden har han og hustruen Mette Ambiørn knoklet for at trylle det gamle etablissement om til en moderne kaffe- og strandbar med ny menu og lækre drinks på hylderne.
Og nu er det officielt: Sandvigs nye hot spot ved nedkørslen til Osand-bugten og Hammerknuden klipper snoren til ishus og kaffebar lørdag den 18. marts klokken 13.30. Dagen efter er kokken klar med en blanding af sunde og børnevenlige retter, fra pokebowls – moderne ord for salatretter med mulighed for kylling på toppen for eksempel – og burgere, til nuggets, sandwich og fritter.
Derudover kan man nyde parrets egen kaffeblend fra Baltic Roast, samt øl af eget mærke, og is fra Hansen.
Åbningen fejres med gratis is, øl eller kaffe til de hurtigste, fortæller Claus Schiko.
- Der bliver tre køer man kan stille sig op i, og de første 50 i hver kø får en gratis is, øl eller kaffe, siger han.