"Siden vi modtog meldingen om konverteringen i oktober måned, har vi været i gang med en omfattende ombygning af butikken. Vi har endevendt stort set alt og forvandlet, lad os sige det som det er, en lidt slidt Superbrugsen til en topmoderne Brugsen med de allernyeste koncepter," lyder det fra uddeler Klaus Elleby Larsen i en pressemeddelelse, hvori han også takker for, at kunderne har været forstående og tålmodige i ombygningsperioden.
"Jeg er glad for og stolt over skiftet til Brugsen. Vi har fået fremtidssikret Brugsen Hasle, og det, at der nu er investeret betydeligt i butikken, viser mig, at Coop tror på Hasle som en driftig by, der har sin plads på landkortet," siger Klaus Elleby Larsen.
På lørdag vil der i butikken være fejring af navneskiftet fra tidlig morgen til sen eftermiddag.