– Da jeg lavede fine restauranter, begyndte jeg faktisk at kede mig, for man kunne høre en knappenål falde til jorden i restauranten, og det er ikke sjovt. Det er røvsygt. Man må gerne føle sig hjemme og grine og snakke sammen, uden at man føler, at alle sidder og kigger, forklarer han.
Derfor har han valgt ikke at lave restaurant som sådan, men at lave bistro og røgeri i en form for blandet landhandel.
– Jeg kan godt lide, at man tager udgangspunkt i atmosfæren. At man ikke splitter sin tallerken op i atomer, og så sidder alle nærmest og anmelder, når de er ude at spise. Hvorfor skal vi ikke bare hygge os og møde nye mennesker, når vi er ude, spørger han retorisk.
Han tillader sig derfor frimodigt at sætte folk sammen ved langborde, selvom de ankommer i par. Og selvom folk af og til er lidt tøvende, og isen lige skal brydes i løbet af den første halve time, så sker ofte det forunderlige, at folk begynder at sludre lidt - og pludselig er det faktisk rigtig hyggeligt.
– Vi er nok mange, der drømmer om, at når vi tager på ferie i Italien, så finder vi det der 'Trattoria', hvor vi snakker med den gamle kok, der laver mad, og vi finder nye venner blandt gæsterne. Men når vi er herhjemme, er vi lidt reserverede, mener han.