I 2032 skal Bornholm ifølge Bofa være en affaldsfri ø. I Nexø Vodbinderi har man taget den målsætning til efterretning, hvorfor de nu går i gang med et projekt, der skal undersøge muligheder for genanvendelse af det nedlukkede fiskeri. Hvor vodbinderiet før producerede ting til fiskeriet, skal de nu hjælpe med at genanvende og reproducere affald fra fiskeriet. Affald, de selv har været med til at producere i første omgang.
Mere præcist vil Nexø Vodbinderi i et nyt projekt genanvende kasseret trawl til at opdrætte blåmuslinger.
Det er ideen, at det brugte og kasserede trawl kan genbruges som anlæg til muslingeproduktion. Nexø Vodbinderi har med finansiering fra Future Food and Bioressource Innovation (FFBI) ansat to miljøplanlæggere, Clara Marie Mühlhausen og Morten Ask Ledertoug. Derudover består projektgruppen af den lokale virksomhed ivandet, Per Dolmer fra Blue Research, og Tyge Kjær fra Roskilde Universitet. Med projektet vil man vise, at genbrug og genanvendelse kan åbne op for helt nye erhverv.
Ejer af Nexø Vodbinderi, Klaus Hjort Hansen, ser store muligheder i projektet. I 2021 modtog Bofa lidt over 17 ton kasseret fiskeriudstyr. Alene i februar 2022 har de modtaget lidt over ét ton.