Møbelfabrikken klar med rekordoverskud

Møbelfabrikken klar med rekordoverskud
Carsten Aalling. Pressefoto
ERHVERV | NEXØ | Mandag 3. april 2023 • 05:30
ERHVERV | NEXØ | Mandag 3. april 2023 • 05:30

Fem intense år er gået i iværksætterhuset i Nexø, som kan præsentere et overskud på 159.000 kroner.

Det er lykkedes Møbelfabrikken i Nexø at komme ud af 2022 med et overskud på 159.000 kroner, og det får både direktør og bestyrelse til at juble. Året har nemlig budt på rekord i både omsætning og overskud, skriver de i en pressemeddelelse.

– Det har været vigtigt for os at vise, at det kan lade sig gøre at drive Møbelfabrikken, Bornholms iværksætterhus, som en økonomisk bæredygtig enhed, og som det eneste iværksætterhus i Danmark, drevet helt uden offentlige tilskudsmidler. Vi kom ud med et overskud, til tros for krig, krise, vanvittige elpriser og inflation, et resultat vi er stolte af, udtaler bestyrelsen i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen bakkes op af direktør Carsten Aalling, som de sidste fem år har haft fokus på stabilisering af Møbelfabrikkens økonomi, renovering og at finde den helt rigtige kombination af aktører, der sammen kan skabe et levende iværksætterhus.

– Det er lykkedes rigtigt godt med flere gode samarbejdspartnere, heriblandt et langvarigt og godt samarbejde med Business Center Bornholm, der står for opgradering og vidensforløb, og nytilkommende LAG, der har midler, der kan ansøges af virksomheder i udvikling, forklarer Carsten Aalling.

Begge de to aktører benytter sig af iværksætterfaciliteterne på Møbelfabrikken, hvor de har kontor.

– På den måde opstår der et ideelt powerhjul til udvikling af bornholmske helårsarbejdspladser, mener direktøren, som meget gerne ser modellen blive skaleret væsentligt op med flere stærke kræfter.

– Vi vil gerne være i tankerne hos beslutningstagerne, og via den vej og egne kræfter blive det oplagte facilitetscenter for det nye, store og spændende på Bornholm, siger han med henblik på Energiøen, de grønne teknologier og uddannelsesinstitutioner ovrefra.

Igennem de sidste fem år er der blevet renoveret mere end 1000 kvadratmeter.

Møbelfabrikken står i dag med 5000 velfungerende kvadratmeter under tag, der rummer både kontorlokaler, værksteder, lager, møde og konferencelokaler, overnatning, og forplejning foruden de 46.000 kvadratmeter markjorder, skriver bestyrelsen i pressemeddelelsen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT