Martin bringer havets spisekammer tilbage til Bornholm

Martin bringer havets spisekammer tilbage til Bornholm
Fangst Stationen emmer af delikatesser og alt godt fra havet. Iværksætterne bag Fangst hedder Martin og Kirsten Bregnsballe. Foto: Anette Vestergaard
NYHED | ABONNENT | 30. JUL 2024 • 15:30
NYHED | ABONNENT
30. JUL 2024 • 15:30

Skal sardin på dåse nødvendigvis komme fra Portugal? Sådan lyder spørgsmålet fra en fødevareiværksætter, der prøver at få havets spisekammer tilbage på danske hænder. Og her er havnen i Gudhjem det perfekte udstillingsvindue.

Martin og Kirsten Bregnballe er tilbage i Gudhjem med Fangst. Det kan man se ved selvsyn i det gamle røgeri på havnen - på havsiden af Malene Kyeds værksted, der har præcis samme ambition: At sætte fokus på havets væsner, blot set fra et kunstnerisk perspektiv.

Konserves stammer fra ordet konservere, og det er lige præcis drømmen hos ejeren af Stationen Fangst. At konservere havets spisekammer, og derved bidrage til at bevare fiskenes og skaldyrenes vigtige placering i toppen af danskernes kostpyramide.

Sardin på dåse, i en ny forklædning. Det har krævet lidt opfindsomhed, at komme dertil indrømmer Martin Bregnballe. For det er jo ikke nogen helt ny nyhed, det der med, at der ikke er så mange fisk og skaldyr tilbage i Østersøen.

Vi drømmer om at flytte herover

Alligevel insisterer den jyske iværksætter på, at der skal konserves ud til folket. Første forsøg med at få Fangst på vingerne måtte sættes på pause efter en kort teståbning i Gudhjem for fire år siden. Men så lukkede Bornholms Konserves.

– Fabrikken i Nexø var en af de eneste konservesproduktioner, der var tilbage i Danmark, da jeg startede op, og jeg var faktisk i dialog med dem om at starte produktion op der, lige før de lukkede. Og så blev det her lokale ledigt, siger Martin Bregnballe.

Fangst-produkterne pakkes i dag andre steder, men Kirsten og Martin er nu tilbage med et nyt salgsfremstød på havnen, og parret har ingen planer om at sige farvel til Bornholm.

– Vi har forelsket os i Gudhjem og købt en ferielejlighed i byen, og så drømmer vi om at flytte over, hvis vi kan få det til at hænge sammen arbejdsmæssigt. Vi er blevet opmærksomme på hvad øen kan. Der er en klynge af fødevarevirksomheder og dygtige mennesker på gastronomisiden herovre. Der giver et netværk for sådan en som mig, siger Martin Bregnballe.



Sardin på dåse – og meget andet. Martin Bregnballe vil have danskerne til at spise konserverede fisk og skaldyr, opbevaret i økologisk, koldpresset olie. Foto: Anette Vestergaard

 

Konserves er nemt

Historien om, hvordan Fangst blev til, er egentlig ligetil, fortæller Martin Bregnballe. Som iværksætter er man altid på jagt efter noget nyt og spændende.

– I alle de år jeg har arbejdet med fødevarer har jeg aldrig arbejdet med fødevarer fra havet. Det syntes jeg var lidt paradoksalt, når vi er omgivet af hav. Det undredede mig også, at fisk og skaldyr er så dårligt repræsenteret i dansk madkultur. Min egen lille analyse viste, at vi i Danmark ikke har så meget adgang til fisk, og når vi har, ved vi ikke rigtig, hvad vi skal gøre med den. Og så ender vi med at lave en hakkebøf.

Martin Bregnballe skulle med andre ord finde på noget, der gav løsningen på disse udfordringer. Svaret kom helt af sig selv.

– For nogle år siden blev det populært at servere fiske- og skaldyrskonserves fra Portugal på vinbarer i København, og det blev også solgt i gourmetbutikker som delikatesse. Det blev en ting, ligesom kvalitetsblæksprutte, tun og makrel. Og så slog det mig, at der var løsningen. Konserves er nemt. Du tager det bare ned for hylden. Du skal ikke tilberede noget, du skal bare åbne dåsen.

Så hvorfor skulle det komme fra Portugal, når man kan fremstille fisk og skaldyr i olie i Danmark, spurgte Martin Bregnballe sig selv, og konceptet til Fangst var født.


 

 

Der er vin til sardinen

Martin Bregnballe får brislinger fra Letland, men ellers får han fisk og skaldyr fra farvandene omkring Norden. Torskelever fra Island, laks fra Færøerne, blåmuslinger fra Limfjorden. Olien er koldpresset og økologisk.

Udover Fangst Stationen i Gudhjem sælger Fangst konserves til specialbutikker rundt omkring i verden. Det er stadig en lille forretning, men den vokser, siger Martin Bregnballe, der til daglig holder til i København sammen med hustruen Kirsten. Parret mødte hinanden i Nestlé for mange år siden, og arbejder begge med føde- og drikkevarer. Kirsten er sommelier, og står for Fangst Stationens pæne udvalg af vine.

Fangst Stationen sælger et lille udvalg af anretninger, som kan nydes på bordbænkesættene udenfor butikken. Martin og Kirsten er i butikken juli ud, men butikken er åben frem til udgangen af august.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT